onsdag den 1. april 2015

Nyt specialdæk til små bybiler sikrer høje mennesker bedre udsyn

Gennem de seneste 100 år er gennemsnitshøjden for danskerne øget med 8 centimeter og samtidig er salget af små bybiler eksploderet. Det giver store udfordringer til de høje mennesker, der har svært ved at bevare overblikket. Continental har udviklet et nyt specialdæk, der skal løse problemet. Det danske afgiftssystem præmierer små bybiler som VW Up, Smart og Hyundai i10 på bekostning af de større biler som Ford Mondeo og de helt store SUVere som Porsche Cayenne og SsangYong, der næsten er forsvundet fra bybilledet de senere år.

Det giver større og større udfordringer for en række danskere, for gennem de seneste 100 år er gennemsnitshøjden på europæere steget med 8 centimeter. Og med de små biler mistes det overblik, der ellers er fulgt med højden i trafikken.

- Når bilernes højde reduceres mister mange trafikanter overblikket, og det kan skabe utroligt farlige situationer især for høje mennesker, der bliver dobbelt ramt, fortæller Dr. Ivan Eydea fra dækgiganten Continentals internationale udviklingsafdeling i Hannover.

Kompenserer for højeforskellen
På baggrund af et større analysearbejde af kørsel og parkering i byerne har Dr. Ivan Eydea sammen med sit tekniske team arbejdet målrettet på udvikling af et nyt dæk, der skal kompensere for den faldende højde på de små bybiler. Samtidig er det nye dæk udviklet med forstærkede sider, så det kan modstå de mange kantstenskonfrontationer, der typisk opstår, når høje mennesker med dårligt udsyn ikke kan se, hvornår de rammer fortovet.

Resultatet er blevet døbt Continental NearContact. Det er udviklet ud fra det tyske "hoch und schmall"-koncept, der sikrer en række hidtil usete egenskaber ved et dæk.

- Standardstørrelserne er 17, 18 og 19 tommer, og med en specielt udviklet monteringsanordning vil bilen blive tæt på 20 cm højere end normalt. Det giver føreren af eksempelvis en lille VW Up et overblik i trafikken, der er meget tæt på det man oplever i en stor SUV. Dermed kan man også komme meget bedre ind og ud ved parallelparkering, understreger Dr. Ivan Eydea.

Udviklet af kompostgrøntsager
Udover at sikre et bedre overblik til høje mennesker vil det nye Continental Near Contact også kunne tilfredsstille de moderne bymennesker på et andet vigtigt punkt.

- Dækket er udviklet af en speciel blanding af kompostgrøntsager. Dermed kan dækket enten komposteres eller skæres op og brændes i ens brændeovn, når dets levetid er forbi, slutter Dr. Ivan Eydea, der forventer, at dækket bliver lanceret i Danmark den 1. april 2015.

Billedtekst
Standardstørrelserne på det nye Continental Near Contact, der lanceres i Europa den 1. april 2015, er 17, 18 og 19 tommer. Det er specielt udviklet til bybiler, der er typisk er lave og derfor skaber store udfordringer for især høje mennesker, der mister overblikket i trafikken. Udover de store størrelser leveres dækkene med en speciel monteringsanordning, der gør bilen tæt på 20 cm højere end normalt. Det giver føreren af eksempelvis en lille VW Up et overblik i trafikken, der er meget tæt på det man oplever i en stor SUV. Dermed kan man også komme meget bedre ind og ud ved parallelparkering, understreger Dr. Ivan Eydea fra Continentals internationale udviklingsafdeling

Læs mere her

tags: Danmark, euro, Europa, bilen, VW, trafikken, Porsche, Hyundai, Continental, Ford,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar