tirsdag den 14. april 2015

Kampagne skal få farten ned

Fire ud af ti bilister var ikke klar over, at de kørte for stærkt, da de blev stoppet af politiet. Nu vil Tønder Kommune og Rådet for Sikker Trafik sætte plakater op langs vejene, så bilisterne husker at tjekke deres speedometer Landevejene er de farligste vejstrækninger i Danmark. På disse veje sker to ud af tre trafikdrab. For høj fart er en af de væsentligste årsager til, at ulykkerne sker, og at trafikulykkerne får så alvorlige konsekvenser.

Rådet for Sikker Trafik har i 2014 interviewet 200 bilister, der har fået en fartbøde og spurgt dem, hvorfor de kørte for stærkt. Fire ud af ti svarede, at de ikke tænkte over deres fart.

Rådet for Sikker Trafik og 80 af landets kommuner, bl.a. Tønder, vil derfor nu have flere til at overholde fartgrænserne. Langs vejene bliver der i april sat skilte op, der skal minde bilisterne om at holde øje med deres fart.

- I bund og grund handler det om at få flere sikkert hjem hver dag til deres familie. For høj fart er et problem på vejene. Hvis vi alle sænker farten bare en lille smule, så kan det samlet set gøre en stor forskel. Derfor er vi med i kampagnen, siger ingeniør Anders Hørkjær Pedersen fra Tønder Kommune.

Ulykker i landevejskryds

Hvis en bilist drøner af sted på en landevej, kan det være svært at vurdere, om man kan nå at krydse vejen, hvis man vil lave et venstresving eller kommer ud fra en sidevej eller udkørsel.

- Hvis du kører blot 10 km/t for stærkt, så forlænger du bremselængden markant. Det kan være afgørende for, om du når at bremse op eller brager ind i en bil eller person, der er ved at krydse vejen. Det er derfor vigtigt, at flere overholder fartgrænserne, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Der bor omkring 700.000 mennesker i nærheden af landevejene. I en tidligere undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik sagde ni ud af ti, at de var bekymret for eller generet af bilernes høje fart på landevejene.

Fakta:
For høj fart er en af de hyppigste årsager til, at trafikulykkerne sker
To ud af tre dødsulykker sker på landevejene
Hvornår stopper du

Ved 80 km/t på en tør vej er standselængden cirka 50 meter. Hvis man kører 90 km/t, bliver standselængden 60 meter. De ekstra ti meter kan være afgørende for, hvor alvorlig ulykken bliver, eller om man helt undgår at ende i en ulykke.

Om kampagnen

Der er for høj fart involveret i omkring halvdelen af dødsulykkerne i trafikken. Derfor vil kampagnen "Sænk farten – en lille smule betyder en hel del" minde bilisterne om, at hvis de letter foden lidt fra speederen, så kan det betyde færre alvorlige ulykker.

80 kommuner og Rådet for Sikker Trafik står bag kampagnen, der kan ses på plakater langs vejene og i tv i løbet af april.

Læs mere her

tags: Danmark, interview, politi, trafikken, trafikulykke, landevej, ulykker, fartgrænse, trafikdrab, Tønder, dødsulykke, projektleder, 2014, Fakta,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar