søndag den 9. august 2015

Continental forbinder bilen med skyen


Vores computere, tablets og mobiltelefoner er allerede forbundet til skyen. Nu kommer turen til vores biler. Continental har i år præsenteret den næste version af deres sensor eHorizon, der er udviklet i samarbejde med IBM og som gør din bil endnu mere intelligent, sikker og effektiv.Udviklingen inden for avanceret teknologi i biler tager for alvor fart i disse år. En af de største aktører på området er tyske Continental, der har udviklet en stribe avancerede løsninger til biler med henblik på at øge trafiksikkerheden og biløkonomien.

Bilen snakker med skyen
En af industri-gigantens seneste opfindelser er et IT-system, der konstant udveksler data mellem bilen og skyen. De aktuelle informationer om vejr, trafik eller vejarbejde lægges løbende ind på et kort, så føreren kan se dem. Samtidig gøres disse data tilgængelige for bilens elektroniske udstyr, der ved at sende informationer til motor og transmission hjælper med at gøre kørslen så brændstoføkonomisk og sikker som muligt.

- Systemet kaldes eHorizon, der og er endnu et skridt frem mod automatisk kørsel, hvor bilen selv kontrollerer en stadig større del af kørslen. eHorizon er ikke tilgængelig til eftermontering, men forventes som mulighed i en række nye bilmodeller i de kommende år, fortæller adm. direktør Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S.

Mål: Trafik uden uheld
Men allerede nu hjælper kameraer, radarer og laserteknologi med at aflæse omgivelserne foran og bag ved bilen både inden for personvogne og erhvervskøretøjer. Et eksempel på en avanceret 3D-løsning er Continentals Surround View, hvor sensorer aflæser omgivelserne hele vejen rundt om bilen og dermed hjælper til yderligere at reducere risikoen for uheld.

- Continentals mål med de teknologiske fremskridt er en biltrafik uden uheld. Både eHorizon og Surround View er løsninger, der understøtter dette mål, understreger Georg Nielsen.

Smartphones styrer bilen
Continental satser også på anvendelsen af smartphones og smartwatches i forbindelse med bilisternes overvågning og kontrol med forskellige funktioner på bilen. På seneste bilshow i Las Vegas demonstrerede Continental således, hvordan en app kan gøre dit Smart Watch til din bilnøgle, ligesom koncernen har udviklet apps til kontrol af lufttryk og måling af batteriets kapacitet. Alt sammen features, der gør det lettere at være bilist og som bidrager til at øge trafiksikkerheden, fordi elektronikken kan advare ved fejl ofte før de begynder at udgøre en fare.

Teknologi skaber vækst
Netop slutbrugernes, lovgivernes og bilfabrikanternes efterspørgsel på mere og mere elektronik til at gøre kørslen nemmere og sikker får Continental-koncernen til at tro på markant vækst frem mod 2020.

Da 2014-regnskabet med et salg på 37,5 mia. euro blev offentliggjort i marts, sagde koncernchef Elmar Degenhart, at Continentals mål er en omsætning på den anden side af 50 mia. euro i 2020. En vækst, der især vil være drevet af behovet for mere elektronik og software i de nye biler.




tags: IBM, Danmark, euro, direktør, bilen, økonomi, regnskab, koncernchef, 2020, Las Vegas, 2020, computer, omsætning, teknologi, overvågning, bilfabrikanter, brændstof, Continental, kamera, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar