fredag den 31. december 2010

Værløse-borger vinder et års forbrug af brændstof

Q8 har -som partner med Rådet for Sikker Trafik - netop støttet den landsdækkende kampagne "Mit Hjem - Din fart" der havde til formål at få fartglade bilister til at tænke på de mennesker der bor langs de danske landeveje.

Et års forbrug af brændstof
I den forbindelse udskrev Rådet for Sikker Trafik og Q8 en konkurrence med en trafik-quiz, så trafikanter kunne blive involveret direkte i "Mit Hjem - Din Fart" kampagnen.

Hovedpræmien var ét års gratis forbrug af brændstof fra Q8. Vinderen blev Sven Ullmann fra Værløse, der bor tæt på den lokale Q8-station på Ballerupvej. "Jeg er normalt ikke én der spiller," forklarer Sven Ullmann. "Min 11-årige datter havde været på Q8 og handle, og kom hjem med qvizz-kuponen. Jeg syntes det var nogle meningsfyldte spørgsmål og fandt det interessant, at et olieselskab interesserer sig for trafiksikkerhed og dermed tager ansvar. Derfor valgte jeg at deltage."

Sven Ullmann, der arbejder med elektronmikroskopering, kører dagligt i sin Renault frem og tilbage til arbejdspladsen i Lyngby og tager også gerne bilen, når familien skal på ferie sydpå. "Jeg har regnet på det" siger Sven Ullmann da han modtager sin mega-check, "og beløbet svarer cirka til det, jeg normalt køber brændstof for på et år. Så det var en rigtig god julegave".

Alt for mange kører for hurtigt
"Bare i løbet af fire dage af kampagneperioden stoppede eller fotograferede politiet 8.300 bilister, der kørte for stærkt. En stor del af dem kørte for hurtigt på strækninger, hvor der bor familier ud til vejen som er bekymrede over bilisternes høje fart. Hvis et barn løber ud på vejen eller cykler over til nogle venner, så kan det blive meget farligt, når bilerne kommer drønende med alt for høj fart," siger projektleder Michelle Laviolette fra Rådet for Sikker Trafik.

725.000 mennesker bor i de danske landdistrikter, og en meget stor del af dem bruger landevejene til dagligt. Hvert år dræbes omkring 200 mennesker på de danske landeveje. Dette tal kunne sættes ned med 75, hvis alle overholdt fartgrænserne på landevej.

Q8 og Rådet for Sikker Trafik håber nu, at kampagnen vil have en effekt fremadrettet, således at trafikanter på landevejene sænker farten. Målgruppen er bilister i alderen 30-60 år.

Q8 glad for at være med
Q8s 176 servicestationer landet over havde en central rolle i kampagnen. Det var nemlig her, at alle konkurrence-deltagere skulle hente materialer til konkurrencen og aflevere deres bidrag.

"Hos Q8 er vi hver uge i kontakt med omkring én million mennesker. En stor del af dem er bilister og andre trafikanter, der besøger Q8s servicestationer. Derfor synes vi, at det har været oplagt at deltage i fartkampagnen," siger direktør Helle Dahlgren Skov fra Q8.

Tegnekonkurrence for børn
Sideløbende med trafik-qvizzen for de voksne, udskrev Rådet for Sikker Trafik og Q8 en stor konkurrence om at tegne Danmarks bedste vej. Den blev vundet af 8-årige Marie Lihn fra Randers, der nu kan invitere familie og venner på en dejlig tur til Lalandia - med alt betalt.

* Målgruppen for Mit Hjem Din Fart kampagnen var bilister og andre trafikanter i aldersgruppen 24 til 50 år. Kampagnen blev gennemført i oktober 2010.

Læs mere her

tags: direktør, Danmark, 2010, bilen, politi, Lyngby, Randers, Renault, julegave, landevej, fartgrænse, Ballerup, Q8, konkurrence, projektleder, brændstof,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar