søndag den 12. december 2010

En unik aftale...

I dag giver DHF mulighed for at markere sig fornemt i trafikken under EM. Udover at være benhård kamp inden for stregerne, er et EM i kvindehåndbold også et omfattende logistisk puslespil, hvor intern transport er et af de virkeligt væsentlige punkter. Det gælder i den grad om at være godt kørende.
Og ved december måneds slutrunde er DHF ikke alene kørende - forbundet er helt fantastisk flot markeret i den lokale trafik i de tre værtsbyer: Aalborg, Århus og Herning.
DHF har nemlig indgået en aftale med Danmarks største bilforhandler, Ejner Hessel a/s, om at firmaet stiller ikke færre end 17 biler - alle af mærket Mercedes-Benz - til rådighed for DHF's transport under mesterskaberne.

"Hos Ejner Hessel a/s er vi rigtigt glade for samarbejdet med DHF i forbindelse med EM i Danmark. Vi ser det som en god mulighed for at profilere Mercedes-Benz, ikke kun i Danmark, men også internationalt, når ledere fra de deltagende europæiske håndbold forbund skal transporteres rundt i Danmark," siger Bjarne Hessel, direktør i bilfirmaet, som har 20 afdelinger fordelt over hele Danmark.

"Allerede inden slutrunden i det hele taget er gået i gang, har vi fået ualmindeligt mange positive tilkendegivelser. Både de, der er impliceret i EM og mennesker, der intet har med slutrunden at gøre, har registreret og kommenteret på vores fabelagtigt flotte bil-flåde," siger DHF-direktør Morten Stig Christensen, som på billedet får overrakt nøgler til den ene af bilerne af salgschef Allan Munk og marketingschef Tina Hessel fra Ejner Hessel a/s.

Samlet repræsenterer den smagfulde bilpark, der består af 12 personbiler, fire busser og en stationcar, et betragteligt millionbeløb.

"Så der er ikke så lidt at leve op til for forbundets indkaldte chauffører," siger Morten Stig Christensen videre.

Aftalen mellem Ejner Hessel a/s og DHF blev tyvstartet allerede 1. november og den løber til den 20. december.

"Og så er det helt klart vores håb, at vi fremadrettet kan indgå i et frugtbart samarbejde med Danmarks største bilforhandler," slutter Morten Stig Christensen.

Læs mere her

tags: mesterskab, direktør, Danmark, euro, håndbold, Århus, EM, december, Mercedes, trafikken, Aalborg, Herning, bilforhandler, stationcar, Mercedes-Benz,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar