Siden hjemmesiden gomore.dk i februar i år lancerede biludlejning mellem private, har de kommercielle udlejere forsøgt at så tvivl om konceptets lovlighed. Justitsministeriet blåstempler nu konceptet. Samkørselsportalen GoMore udvidede i februar i år deres service til også at omfatte biludlejning mellem private. Medlemmerne kunne nu også leje biler af hinanden når bilerne står stille hvilket en dansk bil gør i mere end 23 af døgnets 24 timer.
Lejekonceptet var blevet efterspurgt af GoMore's medlemmer, og statens fond for grøn omstilling havde støttet konceptet med en bevilling på 1,3 mio. kr. Men de kommercielle biludlejere anført af direktør for Europcar og formand for Danske Biludlejere, Poul Tvede, erklærede ved lanceringen konceptet for ulovligt. Med henvisning til udlejningsbekendtgørelsen udtalte Poul Tvede til en række landsdækkende medier at man ikke som privatperson må leje sin bil ud mod betaling.
GoMore forsvarede sig og argumenterede at de kommercielle udlejeres argumenter ikke angik den private udlejning som finder sted på gomore.dk. Men de kommercielle udlejeres udtalelser skabte tvivl om konceptet hos mange danskere og krævede derfor et officielt svar.
Justitsministeriet har nu givet en vejledende udtalelse til GoMore der blåstempler den private biludlejning. Udtalelsen siger at private i et vist omfang kan leje bilen ud uden at bekymre sig om lovligheden af udlejningen. Samtidig oplyser Justitsministeriet at det heller ikke i sig selv er et problem hvis udlejeren laver et overskud på den enkelte udlejning. Først hvis den enkelte udlejer har en udlejningsaktivitet som man samlet bedømmer som erhvervsmæssig og ikke blot privat vil udlejningen være problematisk.
Direktør for GoMore Matias Møl Dalsgaard glæder sig over svaret fra Justitsministeriet. "Det er et meget vigtigt gennembrud for deleøkonomien i Danmark og for GoMore's brugere at vi nu fra højeste sted har en tilkendegivelse af at private danskere har lov til at leje deres biler ud," udtaler han.
Udlejningskonceptet har fra start været populært. Efter tre måneder har GoMore 800 biler til udlejning og er for nylig rundet udlejning nummer 1.000.
Om GoMore
- Gomore.dk har 126.000 medlemmer (heraf 35.000 bilejere), 1.000-2.000 dagligt oprettede lift, 800 udlejningsbiler og 6.000-9.000 daglige besøgende.
- 3.000-4.000 personer rejser med GoMore om ugen.
- GoMore forventer inden udgangen af 2014 at have over 100 udlejninger om dagen.
- Hjemmesiden blev lanceret i 2005, men har det seneste år oplevet markant vækst. Næsten 50.000 nye medlemmer er kommet til på et år, og medlemstallet vokser med over 5.000 om måneden.
- Rejsende med GoMore får gratis kaffe på Q8. På hver GoMore-billet er der en kupon med gratis fair trade kaffe som kan indløses på alle landets Q8 stationer. Der er samtidig 50% rabat på bilvask når man lejer sin bil ud via GoMore.
- GoMore er på grund af sit CO2-besparende koncept blevet nomineret til CO2-prisen ved CSR Awards 2013.
- Biludlejningskonceptet er forsikret af GF Forsikring og har modtaget udviklingsstøtte fra Statens fond for grøn omstilling.
Læs mere her
tags: Danmark, direktør, bilen, økonomi, Justitsminister, 2013, portal, Justitsministeriet, Q8, privatperson, 2014, kaffe,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar