mandag den 18. juli 2016

CAREPOINT trækker i overhalingsbanen i uge 37

Siden Danmarks nye store bilforhandlerkæde blev etableret i januar 2005 som CARPOINT, er der arbejdet intensivt med udviklingen af det koncept, der danner fundamentet for fremtidens bilhuse i Danmark. Nu er alt på plads, og CAREPOINT består af 22 autoriserede forhandlere indenfor VW–AUDI–SEAT–SKODA gruppen.

"Det har været en lang og spændende proces at skabe konceptet for den nye kæde, og undervejs har vi mødt en fantastisk interesse fra branchen og dens leverandører. Nu er vi klar, og nu er vi 22 bilforhandlere, der siger "CAREPOINT", når vi tager telefonen. Vi har føjet den ekstra dimension til vores navn CARE i stedet for CAR for at understrege, at vores verden handler om service og omhu", fortæller Karsten Reich, der som ejer af CAREPOINT i Helsinge er en af initiativtagerne bag den nye bilforhandlerkæde.

CAREPOINT ejes af de 22 medlemsvirksomheder og tæller over 700 ansatte, der tilsammen omsætter mere end 2 milliarder kroner årligt. Der er dermed tale om en betydelig aktør på markedet. Kæden er etableret som en frivillig kæde inspireret af lignende kæder i ind– og udland.

Karsten Reich fortæller: "Køberne af netop vores bilmærker er bevidste forbrugere, der ønsker og forventer et højere serviceniveau og en mere eksklusiv behandling, end flertallet af bilkøbere gør. Det har de også fået hidtil men med CAREPOINT får vi mulighed for at gå endnu længere. Alt personale i CAREPOINT er særligt uddannet til at levere service og omsorg for både bil og kunde på højt niveau, og takket være vores størrelse kan vi indgå indkøbsaftaler, der også fremover sikrer vores kunder et konkurrencedygtigt prisniveau på alle vores ydelser. Hele formålet med CAREPOINT er, at uanset om en kunde besøger os for at købe ny eller brugt VW, Audi, Seat, Skoda eller andet mærke, få udført service eller blot har behov for rådgivning, skal vi gøre det en tand bedre end de andre."

CAREPOINT etablerer her i efteråret et decideret hovedkontor, hvor kædedirektør og sekretariat skal forestå daglig drift og fremtidig udvikling. Hovedkontoret placeres i Jylland nærmere bestemt ved Stilling syd for Århus. Om placeringen af hovedkontor fortæller bestyrelsesformand i CAREPOINT, Steen Nørret: "Vi har fundet vores kædedirektør, men vi vil helst vente lidt med at afsløre hans identitet. Han bor i Jylland, og den valgte placering vil passe fint med hans bopæl. Samtidig er det tæt på motorvejen og centralt i landet. Sidstnævnte er ikke uvæsentligt for den ekspansion af CAREPOINT, der vil ske i den kommende tid."

CAREPOINT kan besøges på Internettet på adressen www.carepoint.dk, hvor de enkelte medlemmer præsenteres. Her er også en omfattende brugtbildatabase, hvor de mange hundrede nyere brugte biler, som kædens medlemmer råder over, kan inspiceres.

Yderligere oplysninger:

Automobilforhandler Karsten Reich, CAREPOINT Helsinge, telefon 48 79 53 30

[Billedtekster]

Steen_Norret: Bestyrelsesformand i CAREPOINT, Steen Nørret, har siden begyndelsen af 2005 stået i spidsen for udviklingen af CAREPOINT.

Brondby_Carepoint: Over 650 ansatte i CAREPOINT var samler fredag den 9. september til det officielle kick–off show på Brøndby Stadion.

Karsten_Reich: Automobilforhandler Karsten Reich, CAREPOINT Helsinge, er en af initiativtagerne til CAREPOINT bilkæden, der nu er en realitet med 22 forhandlere, over 700 ansatte og en årlig omsætning på over 2 milliarder kroner.

Begejstring_Brondby: De over 650 bilfolk fik en forrygende start på CAREPOINT, og entusiasmen fejlede intet.
 

Læs mere her

tags: Brøndby, Danmark, direktør, Århus, bestyrelsesformand, Audi, VW, Jylland, udland, omsætning, virksomhed, motorvej, bilforhandler, konkurrence, Skoda, database, Seat,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar