torsdag den 12. maj 2016
Sort arbejde er en succes i Ballerup
Tyske værkstedspriser er så populære i Ballerup og resten af hovedstadsregionen, at værkstedet har været nødt til at indføre nathold. Et tilbud, der også tiltaler mange kunder.Autoværkstedet Skorstensgaard i Ballerup, der indtil nu er kædens eneste værksted på Sjælland, er med deres løfte om tyske værkstedspriser - svarende til 20-40 pct under det mærkeværkstederne tager - blevet en dundrende succes. Fem mekanikere og seks liftpladser er på få år blevet til 14 mekanikere og 17 liftpladser. Og værkstedet ligger kun stille hen ganske få timer i døgnet. For hvor natåbent normalt er noget, der er forbeholdt erhvervskunder, så tilbyder Skorstensgaard samme mulighed for de private. En mulighed som kunderne ifølge partner og daglig leder, Michael Pedersen, har taget til sig.
- Vi startede med nathold for et år siden og har i det tidsrum fordoblet antallet at mekanikere på natholdet. Hvis den udvikling fortsætter, så vil vi i løbet af kort tid have lige så mange ansatte på natholdet, som vi har på dagholdet, siger Michael Pedersen.
Ideen om natholdet opstod, da Skorstensgaard begyndte at blive presset på plads omkring værkstedet.
- Vi ordner mange biler i løbet af en dag og de bliver jo ikke nødvendigvis afhentet i det øjeblik vi er færdige. Vi er glade for vores placering, så i stedet for at flytte, så valgte vi at tænke ud af boksen, forklarer Michael Pedersen.
Det betyder at dagholdet som hidtil forlader værkstedet klokken 17.00. Og klokken 21.30 kommer der så igen gang i liftene, når natholdet rykker ind.
- Det fungerer på den måde, at kunderne indleverer deres bil senest klokken 17.00. Her får de så en lånebil og så har vi deres bil klar til afhentning igen næste morgen mellem klokken 6.00 og 8.00, alt efter hvornår de skal bruge den, forklarer Michael Pedersen.
På Skorstensgaards hovedkontor i Kolding glæder virksomhedens administrerende direktør Anders Skorstensgaard sig over den positive udvikling i Ballerup.
- Den eksplosive vækst i Ballerup kan vi kende fra de andre steder, vi har åbnet afdelinger. Vores koncept bliver taget godt imod, for de danske bilejere sætter pris på god service til den rigtige pris. Min tvillingebror Martin og jeg er gået ind i det her med viden om, at vi kan lave et prisvenligt alternativ til mærkeværkstederne. Det handler om øget effektivisering på værkstedet og neddrosling af flotte glasfacader, kunst på væggene og lækre sofaer i venterummene. Så kan man holde mindst samme høje standard på mekanikerarbejdet, men skrue ned for prisen, forklarer Anders Skorstensgaard, der desuden angiver gennemskuelighed som et af virksomhedens vigtige konkurrenceparametre.
- For at vi kan fastholde den høje effektivitet, så registrerer vi alting, så vi hele tiden kan følge op på nøgletallene. Det betyder også, at vi kan lave nogle fakturaer, som er fuldstændigt gennemskuelige, til vores kunder. Kunderne kan godt lide, at de kan se hvad tiden og reservedelene er blevet brugt til, siger Anders Skorstensgaard.
Den massive kundetilstrømning fra hele hovedstadsregionen betyder også, at Skorstensgaard er på jagt efter partnere, der ligesom Michael Pedersen har mod på at starte et Skorstensgaard-værksted op.
- Hvor mange værksteder vi skal have i hovedstadsområdet og hvor de skal placeres, har vi ikke fuldt overblik over endnu. Men vi vil gerne kunne dække hele Storkøbenhavn, uden at kunderne nødvendigvis alle sammen behøver at køre ud til Ballerup, siger Anders Skorstensgaard.
Læs mere her
tags: direktør, Sjælland, kunst, Kolding, nøgletal, virksomhed, hovedstad, Ballerup, konkurrence,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar