Køresikkerheden er øget betydeligt de seneste 10 år, og EU’s trafikpolitiske mål er, at antallet af dødsofre i trafikken yderligere skal halveres i de kommende 10 år. Ny teknologi gør dette mål realistisk.
Det elektroniske stabilitetsprogram ESP, som forhindrer udskridninger i kritiske køresituationer, har siden lanceringen for 10 år siden sammen med ABS–bremserne været det aktive Bosch–sikkerhedssystem, som har reddet flest menneskeliv i trafikken. ESP forudsætter, at bilen har ABS bremser, og da det i dag er standard på alle fabriksnye biler, kan ESP blive en vigtig bidragsyder til EU´s 10–års mål om at halvere antallet af dødsofre i trafikken.
I EU er ca. 36 pct. af alle nye biler i dag forsynet med ESP. I Norden er det 40 pct. og i Danmark 36 pct. Tallet kunne formentlig blive højere, hvis den yderst beskedne afgiftsnedsættelse i 2004 på nogle få hundrede kroner blev forøget.
Toyota har analyseret ca. en million bilulykker som viser, at hvis alle biler havde haft ESP ville antallet af alvorligere ulykker have været halveret. I USA er antallet af eneulykker med biler, som har ESP, 35 pct. lavere end tilsvarende biler uden ESP. Ligeledes er antallet af eneulykker med dødelig udgang faldet med 30 pct. Hos Bosch vurderer man, at omkring 25 pct. af alle ulykker skyldes udskridning.
ESP er udviklet af Bosch i tæt samarbejde med DaimlerChrysler. De første biler med ESP kom på markedet i 1995 – for præcis 10 år siden. I 1999 fremstillede Bosch ca. en million systemer, og i starten af 2005 var der produceret 15 millioner ESP–systemer.
Bosch oplever en kraftig efterspørgsel på aktive sikkerhedssystemer til biler, og væksten af ESP–systemer er væsentlig højere end det man så i forbindelse med ABS bremserne for snart 30 år siden.
Da det ikke er muligt at eftermontere ESP, burde det på baggrund af de overbevisende tal fra undersøgelserne være standardudstyr i alle nyindregistrerede biler.
Læs mere her
tags: USA, Danmark, bilen, politi, EU, 1995, trafikken, ulykker, teknologi, Toyota, sprog, Bosch, Chrysler, bremser,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar