torsdag den 15. maj 2014

Premiere på Volkswagens Golf Sportsvan.

Sportsligt design, køredynamik som en hatchback, rummelighed og fleksibilitet som en MPV - den nye Golf Sportsvan har det hele Til juni udvides Golf-familien med en ny MPV kaldet Sportsvan, der afløser den populære Golf Plus. Med introduktionen af Sportsvan fortsætter Volkswagen en modeloffensiv, der blev skudt i gang i 2012 med introduktionen af Golf hatchback og siden hen Golf Variant, Golf 4MOTION, Golf GTI, Golf GTD, eGolf og Golf R. Golf Sportsvan er en komplet nyudviklet model , der kombinerer en MPV's fleksibilitet og høje siddeposition med en hatchbacks kompakte ydre mål og køredynamiske egenskaber.

Mere plads og stil.

Golf Sportsvan er 83 mm længere end en Golf, 224 mm kortere end en Golf Variant og 126 mm højere, og disse dimensioner understreger tydeligt, at Sportsvan glider ind i den store Golf-familie og overtager pladsen fra Golf Plus. Sportsvan er 134 mm længere og 48 mm bredere end en Golf Plus, men innovativ brug af letvægtsmaterialer betyder, at Sportsvan er op til 90 kg lettere, selvom den både er større og har mere udstyr. Den ekstra længde mellem akslerne og de korte udhæng for og bag giver Sportsvan en mere dynamisk profil, og sammen med de skarpere og mere markerede linjer, har bilen et mere selvstændigt designudtryk i forhold til resten af Golf-familien. De 107 mm ekstra længde mellem akslerne har ikke kun ændret Sportsvans profil, det har også givet gode pladsforhold i kabinen, specielt hvad angår benplads ved bagsædet. Her er mere plads end en Golf hatchback, men Sportsvan er kortere end en Golf Variant, alligevel er der blevet plads til at bagagerum på 498 liter. Dette kan udvides til 585 liter, hvis det længdeforskydelige bagsæde skubbes frem (op til 180 mm), og hvis bagsædet lægges helt ned, er der et 1.512 liter stort lastrum til rådighed. Bagagerummet er desuden udstyret med dobbeltbund, og har du brug for transportere lange genstande, kan Sportsvan specificeres med et foldbart passagersæde foran.

Den høje siddeposition, der er værdsat af Golf Plus ejere på grund af det gode udsyn og den bekvemme adgang til kabinen, er ført videre i Sportsvan, hvor fører og den forreste passager sidder 59 mm højere end i Golf. Sæderne har en ny og mere sportslig udformning, og siddekomforten kan optimeres yderligere, da Sportsvan kan specificeres med et såkaldt ergoActive førersæde, der kan justeres elektrisk i 14 retninger og har integreret massagefunktion.

Interiøret i Sportsvan har en mere eksklusiv udstråling med et lavere, bredere og mere sofistikeret udseende instrumentbord. En midterkonsol, der fra gearstangen og frem rejser sig op til konsollen, der huser aircondition og touchscreen, deler kabinen op og giver en oplevelse bag rattet, der mere minder om en sportslig SUV end en MPV.

Infotainment og sikkerhed.

Golf Sportsvan kommer i fire udstyrstrin og er allerede i basis-versionerne veludstyret. Trendline og Comfortline-versionerne er eksempelvis udstyret med Kørecomputer Plus, fartpilot, 2-zone fuldautomatisk aircondition og et Composition Colour radiosystem, der har en 5" touchscreen i farver, 8 højttalere, CD-afspiller, Aux-in og SD-kortlæser. Sportsvan er i Highline-versionen udstyret med Composition Media radiosystemet, der har 5,8" touchscreen i farver, USB-stik og Bluetooth.

Golf Sportsvan er også udrustet til at yde det optimale, hvad angår passiv og aktiv sikkerhed og er blandt andet som standard udstyret med pre-crash (lukker automatisk vinduer og soltag og strammer selerne i en kritisk situation), elektronisk differentialespærre (XDS+), dæktryksmonitor, træthedsregistrering (Highline) og multikollisionsbremse. Golf Sportsvan kan desuden udstyres med en bred vifte af førerassistentsystemer som eksempelvis Blind Spot sensor, der advarer mod biler i den blinde vinkel. Udover dette kan nævnes Frontassist områdeovervågningssystemet med City Emergency Brake, vejskilteassistent, park-assist, dynamisk fartpilot, parkeringsassistent, dynamic light assist og vejskilteassistent.

20% lavere forbrug.

Sportsvan fås med syv turboladede benzin- og dieselmotorer, der har direkte indsprøjtning, start-stop-automatik og et op til 20% lavere forbrug. På benzinsiden er der fire benzinmotor henholdsvis to 1,2 TSI-motorer med 85 og 110 hk, og to 1,4 TSI-motorer med 125 og 150 hk. På dieselsiden er der to 1,6 TDI-motorer med 90 og 110 hk, og sidstnævnte kommer senere på året i en BlueMotion-version, der ifølge EU-normen er opgivet til at kunne køre 27,8 km/l (Co2: 95 g/km). Stærkeste dieselmodel er en 2,0 TDI med 150 hk og 340 Nm drejningsmoment, der kombinerer overlegen motorkraft med et forbrug på 23,3 km/l. Alle motorvarianter, med undtagelse af 1,2 TSI 85 hk, kan fås i kombination med DSG-gear, der med sine hurtige skift ikke kun højner kørekomforten, men også reducerer forbruget i forhold til den manuelle gearkasse.

Golf Sportsvan fås til priser fra 258.800 kr. og introduceres medio juni, men kan allerede bestilles nu.

Det komplette modelprogram og alle priser kan ses på Volkswagen.dk

Direkte link:

http://www.volkswagendanmark.dk/Modeller/Golf-Sportsvan/Priser-og-Brochure/



tags: bilen, EU, radio, selvstændig, computer, 2012, benzin, fleksibilitet, overvågning, bagagerum, GTI, Volkswagen, gearkasse, massage,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar