BMW Group har i mange år vundet Dow Jones Sustainability Index som den mest bæredygtige bilproducent, og dette fokus på bæredygtighed vil kunderne nu opleve helt tæt på nemlig hos de enkelte forhandlere og serviceværksteder. Eftermarkedschef hos BMW Danmark, Tommas Larsen, er efter flere års arbejde stolt af at kunne offentliggøre, at hele værkstedsnettet er blevet certificeret efter den internationale standard for miljøledelse: DS/EN ISO 14001:2004.
"For vores kunder betyder det, at vores værksteder tager maksimalt ansvar for alle de mange miljømæssige forhold og udfordringer, der gælder ved reparation og service af biler.
Hver forhandler og serviceværksted har fået foretaget en tilbundsgående kortlægning, der afdækker alle miljøforhold. Udslidte reservedele renoveres og genanvendes i videst muligt omfang. Der er fuld kontrol på affaldet, og langt det meste bliver genanvendt via godkendte modtagere eller via BMW fabrikkerne. Derudover bliver der løbende sat mål for energireduktionen.
En kilowatt time sparet, svarer til at spare atmosfæren for 0,35 kg CO2" siger Tommas Larsen.
BMW værkstedsnetværket har indgået aftale med FORCE Certification A/S* om certificering af det fælles miljøledelsessystem, der dækker alle forhandlere og serviceværksteder i Danmark. Det betyder, at alle værksteder årligt auditeres i henhold til kravene i ISO 14001:2004, således at der til stadighed er fokus på miljømæssige forhold.
Nul forurening
Alt farligt affald som fx spildolie, drivmidler og brugt bremse- og kølervæske håndteres og sorteres separat med henblik på oprensning og genanvendelse. Der slipper intet farligt affald ud i miljøet. Det miljøfarlige affald og kemikalier opbevares, så der ikke kan ske forurening til omgivelserne.
Styr på spildevandet
Spildevandet fra værkstedsarealerne analyseres jævnligt for at undersøge indholdet af miljøfremmede stoffer. Er der for mange af disse stoffer, elimineres kilden, så spildevandskvaliteten er i orden. Affaldsproduktion og vandforbrug følges måned for måned, så der hele tiden sikres løbende forbedringer.
Brug af kemikalier
Alle anvendte kemikalier registreres i en kemidatabase, som konstant vedligeholdes. Derved kan farlighed og indholdsstoffer analyseres, for hele tiden at opnå en forbedring på kemiområdet.
Dokumentation
Miljøledelsessystemet er opbygget som et fælles system til hele netværket, og alle værksteder lærer af hinandens fejl via samme afvigelseshåndteringssystem. Det betyder, at netværket kan anvende FORCE Certification konceptet "multi-unit certificering", hvilket gør processen smidig, hurtig og effektiv.
Udover systemmæssige krav er de lovpligtige krav også indeholdt i ISO 14001:2004. Det betyder, at miljøpræstationen hele tiden kan underbygges med fakta. BMW har dermed det bedste grundlag for hele tiden at optimere - og udvikle - miljøledelsessystemet til glæde og gavn for alle involverede og omverdenen.
*FORCE Certification: http://www.forcecertification.com
BMW Group
BMW Group er en af verdens mest succesfulde bil- og motorcykelproducenter med mærkerne BMW, MINI og Rolls-Royce. BMW Group har 28 produktionsanlæg i 13 lande og et globalt forhandlernetværk i over 140 lande.
I regnskabsåret 2013 solgte BMW Group 1,963 millioner biler og 115.215 motorcykler på verdensplan. Overskuddet før skat var 7,91 mia. euro med en samlet indtægt på 76,06 mia. euro. Koncernen havde per 31. december 2013 en global arbejdsstyrke på 110.351 medarbejdere.
Grundlaget for BMW Groups succes har altid været ansvarsbevidsthed og langsigtede løsninger. Derfor er miljømæssig og social bæredygtighed i hele værdikæden, omfattende produktansvar og et klart fokus på ressourcebevarelse, en integreret del af koncernens strategi.
Læs mere her
tags: Danmark, euro, regnskab, 2013, december, BMW, kemi, energi, Rolls-Royce, strategi, atmosfære, miljø, database,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar