Forårsrengøring af bilen kræver mere end blot sæbe og vand. Få tjekket lygter, sikringer og olier på værkstedet - så kører bilen sikrest, forklarer Applus Bilsyn, der her viser de 5 ting, du bør ordne på bilen.
At gøre bilen klar til foråret er for de fleste ensbetydende med en god omgang vand og sæbe, støvsugning og udskiftning af olier. Men det er ikke nok, hvis bilen skal køre så sikkert som muligt.
Det er nemlig også en god idé at lægge vejen forbi et værksted og få fagfolk til at se på bilen, lyder anbefalingen fra Applus Bilsyn. De fleste bilejere kan nemlig ikke selv kontrollere bilens lygter, sikringer og aircondition.
Få kan kontrollere lys og sikringer
"For det første bør man altid kontrollere, om alle bilens lys og lygter virker, herunder at forlygterne er indstillet korrekt, så man kan se og blive set i trafikken. Det forudsætter teknisk udstyr, og det har stort set ingen bilejere hjemme i garagen. For det andet bør man kontrollere bilens elektriske kredsløb og sikringer. Biler, som har kørt gennem vinteren uden løbende at blive vasket, har ophobet en masse snavs. Bliver snavset siddende, kan det gøre bilens elektriske installationer usikre og f.eks. ramme ESC og ESP-installationer, så bilen ikke bremser ordentligt. Man kan også miste advarsler om driftsmæssige forstyrrelser, før bilen går i stykker," siger Per V. Rasmussen, adm. direktør hos Applus Bilsyn.
Ifølge Applus Bilsyn er dele lavet i aluminium, f.eks. karosseri og styretøjsophæng på de dyrere biler, meget sårbare. Herudover kan de skiftende temperaturer under og over frysepunktet medføre, at der kommer mere kondensvand og damp i bilen, som også giver problemer.
Hold øje med olier og aircon
Foråret er desuden en glimrende lejlighed til at få et airconditiontjek, hvilket ligeledes kræver eksperthjælp. Endelig bør man se nærmere på beholdningen af olier, bremsevæsker og vand på bilen, forklarer man hos Applus Bilsyn.
"På grund af de mange temperaturskift mellem frost og plusgrader, der nedsætter væskers egenskaber, kan det betyde, at bilens motor hakker, og bremserne ikke fungerer effektivt," siger Per V. Rasmussen.
5 tips til at gøre bilen klar til foråret
1. Sørg for ny bremsevæske, olier og vand, så alle flydende væsker fungerer optimalt.
2. Få en bilkyndig til at kontrollere pærer, lys, blinklys, batteri og sikringer på bilen. Det er langt fra så let, som det ser ud til.
3. Få også en professionel til at teste dit aircon- og kølesystem, så du ikke "bliver stegt", når det bliver varmere.
4. Udskift oliefilter, så motoren er klar til længere belastning som at holde i kø.
5. Skift til sommerdæk. Mønsterdybden må gerne være over 2 mm, selvom loven kun kræver 1,6 mm som minimum. Undersøg sommerdækkene for fejl og synlige skader og mål lufttrykket i dækkene.
Billedtekst
FORÅRSKLAR: De fleste bilejere kan ikke selv tjekke sikringer, lys, oliefiltre og airconditionanlægget på bilen, og derfor er det en god idé at køre en tur forbi værkstedet, forklarer Applus Bilsyn.
Læs mere her
tags: direktør, bilen, trafikken, kølesystem, bremser, karosseri,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar