Når BCA Autoauktioner vanen tro afholder årets Veteran og Liebhaverauktion Kr. Himmelfartsdag går hele årets overskud som noget nyt til fordel for kræftafdelingen på Vejle Sygehus.
BCA kunne i slutningen af 2012 fejre 40 års jubilæum, i den forbindelse besluttede auktionshuset at markere jubilæet med byen ved at bruge Kr. Himmelfartsdag til at fejre begivenheden.
Veteran- og Liebhaverauktion for hele familien
Hvert år på Kr. Himmelfartsdag afholder BCA Danmarks største liebhaverbilauktion over veteranbiler. Til auktionen er der 100 tilmeldte specialbiler, veteranbiler og liebhaverkøretøjer.
Der er altid fuldt hus, uafhængigt af vejret. I mange familier er Veteran- og Liebhaverauktionen ligefrem blevet en tradition.
BCA samler ind til sygehus
Årets auktion får i år tilsat en ekstra dimension. Ud over de mindst 100 tilmeldte køretøjer, er der mulighed for at støtte et rigtigt godt formål.
BCA har valgt at donere hele vores overskud denne dag til én af kræftafdelingerne på Vejle Sygehus. I den forbindelse har vi også modtaget rigtig mange flotte sponsorgaver til en samlet værdi over 80.000 kr. fra nogle af Vejle og omegns butikker og erhvervsdrivende, som også ønsker at støtte op om det gode formål. Der er alt fra ferierejser, weekendophold, vaskemaskiner, biografbilletter, i-pad´s samt meget mere, som alt sammen bortauktioneres til højest bydende og indtægterne vil selvfølgelig også gå ubeskåret til kræftafdelingen på Vejle Sygehus, forklarer Henrik B. Jepsen, der er BCA s ansvarlige for arrangementet.
Social ansvarlighed i nærområdet
Henrik B. Jepsen mener, det er et naturligt skridt for BCA at udvise social ansvarlighed i nærområdet.
Vi er rigtig glade for at drive virksomhed i Vejle. Efter 40 år går forretningen bedre end nogensinde før. Derfor er det naturligt at give noget tilbage til byen og dens borgere af vores overskud.
Auktionshuset valgte at betænke kræftafdelingen på Vejle Sygehus, fordi sygdommen berører rigtig mange mennesker.
Det er jo en sygdom, mange desværre får tæt ind på livet, enten i form af at man selv eller en fra netværket bliver ramt af sygdommen, så vi mener, at det er et område, der har brug for alt den støtte, de kan få, siger Henrik B. Jepsen.
BCA håber, at den femcifrede donation, der forventes at blive på mindst 100.000 kr., giver kræftafdelingen et positivt og tiltrængt løft i en sektor hvor penge, især til indretning og nyerhvervelser altid vil blive nedprioriteret til fordel for behandling.
Vi håber med donationen at kunne hjælpe til, at patienter og pårørende på sygehuset får nogle positive oplevelser, som kan medvirke til, at de får lidt mere indhold i dagligdagen under opholdet, fortæller Henrik B. Jepsen.
Sygehus imødeser donationen med begejstring
På Vejle Sygehus glæder afdelingen sig over den store donation.
Det er altid rørende for os, når vores nærområde tilgodeser vores afdeling med midler, der gør en synlig forskel. Det betyder rigtig meget, at vores omgivelser lægger mærke til vores arbejde og har lyst til at støtte det, forklarer oversygeplejerske Susanne Lauth.
Pengene vil blive brugt på den onkologiske afdeling, som ønsker endnu bedre ventefaciliteter for indlagte patienter og pårørende.
Det kunne bl.a. være på Ipads, computere, tv og udsmykning på væggene. Alt sammen noget, som kan være med til at give adspredelse under opholdet på afdelingen. Det vil uden tvivl øge følelsen af velvære og give en bedre oplevelse i den tid, man opholder sig på sygehuset , forklarer Susanne Lauth.
Mød op og få en hyggelig dag
Hos BCA ønsker vi at gøre dagen speciel for hele familien. Derfor vil der også blive etableret et legeområde for de mindste med hoppeborg, gratis popcorn og slush-ice - ligesom alle børn under 14 år spiser gratis i caféen. Derfor lyder den klare opfordring fra auktionshuset.
Mød op og hjælp os med at støtte op om arrangementet. Jo større overskud, jo flere penge kan vi betænke til kræftafdelingen. Derfor håber hele teamet at rigtigt mange vejlensere og andre interesserede kigger forbi til en festlig dag for hele familien, slutter Henrik B. Jepsen.
Om BCA Autoauktioner
BCA Autoauktion på Bugattivej i Vejle er en del af Europas førende auktionsgruppe indenfor auktion over biler, motorcykler og varevogne. Besøg de elektroniske auktioner, fysiske auktioner eller deltag Live Online via hjemmesiden www.bca.dk hvor du kan byde direkte. Med et årligt udbud på over 30.000 biler, har auktionscenteret i Vejle for længst markeret sig som Danmarks førende - og dermed også toneangivende for hele den danske autobranche. Derfor er BCA Autoauktion A/S stedet, hvor køretøjer omsættes professionelt, hurtigt og til højeste markedspris.
Læs mere her
tags: Danmark, biograf, billetter, Europa, Vejle, computer, sygehus, 2012, virksomhed, penge, Auktionshus, sygeplejerske, sygdom,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar