mandag den 25. april 2011

Koldstart for elbiler

FDMs første praktiske test af de nye elbiler viser, at de langt fra er så energieffektive og miljøvenlige som lovet. Faktisk har de i vintervejr svært ved at hamle op med moderne benzin- og dieselbiler, skriver Motor. FDM forventer mere af elbilerne i fremtiden.

Ingen motorstøj, ingen CO2 udledning og ingen lokal partikelforurening. Både producenter og politikere har de seneste år lovprist elbiler. FDMs første store test af de nye elbiler de identiske Mitsubishi Imiev, Peugeot iOn og Citroën C-Zero - viser imidlertid og noget overraskende, at de hverken økonomisk eller miljømæssigt kan hamle op med moderne benzin- og dieselbiler.

Der er de seneste år blevet talt og skrevet meget om elbiler. Derfor har vi i FDM glædet os til at teste, hvordan de så virker i det daglige. Køreoplevelsen var ganske vist i top, men de kørte ikke så langt i vintervejret, fordi de havde et markant højere energiforbrug end forudset, siger Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

Tager man udgangspunkt i det energiforbrug, FDM målte under testen og det gennemsnitlige CO2udslip som elselskaberne har pr. produceret kwh, har FDM beregnet CO2 udslippet for Imiev en til at være 115 g/km. Til sammenligning udledte to diesel- og benzinbiler, VW Polo Bluemotion og Peugeot 107, som Motor også har testet henholdsvis 103 g/km og 109 g/km i praktisk kørsel. Samtidig var elbilerne op til 11 øre dyrere i drift end de diesel- og benzinbiler, som de blev testet mod. Det skal understreges, at resultaterne for elbilerne må forventes at være bedre i sommerhalvåret.

Der er ingen tvivl om, at elbilerne har fremtiden foran sig, og man skal også huske på, at elbilerne i testen her, er førstegenerations elbiler testet under vinterforhold. Når det er sagt, viser testen dog også, at elbiler på en lang række punkter har langt igen særligt i forhold til det danske klima. Da vi testede bilerne i februar, havde de svært ved at varme kabinen op. Og selvom vi både var iklædt lange underhylere , varmt overtøj og halstørklæde, frøs vi stadig, siger Søren W. Rasmussen.

I testen havde elbilerne kun en rækkevidde på 60-70 km på en opladning, og ikke 150 km som der reklameres med. Og selv om heller ikke diesel- og benzinbiler lever op til det brændstofforbrug, der opgives fra fabrikken, så er forskellen på elbilens lovede og faktiske forbrug langt større, end det man bør forvente som forbruger og for elbilen handler det også om, hvilke kørselsopgaver bilen reelt kan bruges til.

I Motors aprilnummer er der flere beregninger fra testen.
Læs mere om elbiler på fdm.dk/elbil

Billedtekst: Langt fra så grøn som lovet. Mitsubishis nye elbil Imiev havde i praksis svært ved at hamle op med de to moderne benzin- og dieselbiler. Både økonomisk og miljømæssigt fik den baghjul i Motors test. Foto: FDM/Karsten Meyland Lemche.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar