onsdag den 13. april 2011

Her er Europas bedste tankstationer

For høje priser og dårlige toiletforhold. Der er plads til forbedringer på de europæiske tankstationer, viser ny stor test. FDM viser vej til de bedste tankstationer.

Benzinmåleren danser omkring nulpunktet, både far og mor skal på toilettet, og på bagsædet trænger ungerne til noget at drikke. En velkendt situation fra kør-selv ferien, der for mange er lig med et eller flere stop på en af Europas mange tankstationer.

Dårlige toiletforhold, høje priser og elendige stander- og serviceforhold gør dog ofte motorvejs tankstationerne mere berygtede end berømte. Som hjælp til at styre udenom de værste af slagsen har FDM i samarbejde med de øvrige europæiske bilklubber derfor testet 77 udvalgte tankstationer i 11 forskellige lande. Alle beliggende langs de store motorveje, hvor mange turister færdes.

Ofte er valget af tankstationer tilfældigt og styret af familiens umiddelbare behov. Men når man endelig blinker ind på en tankstation for at holde en kort pause og tanke, sætter de fleste pris på ordentlige forhold. På den måde er vores test god at have ved hånden, når man kører på ferie. Den kan i hvert fald være med til, at man undgår de værste tankstationer, siger feriekonsulent i FDM, Michelle Holmegaard om testen, hvor der er lagt vægt på parametrene til- og frakørselsforhold, standerforhold og de sanitære forhold og hygiejne. Derudover er der også set på butikssortimentet, om der udover vand og snack også er biltilbehør som motorolie, vejkort og førstehjælpsudstyr, og endelig er prisniveauet blevet vurderet.

Som i tidligere test af rastepladser svinger også kvaliteten af tankstationerne fra land til land. Værd at bemærke er dog, at tankstationerne i Kroatien, Slovenien og Tjekkiet generelt er gode. Det er også i Tjekkiet man finder testens bedst tankstation, Kozlov-Cerna Studanka ved A1 mellem Prag og Brno.
Hvad angår standerforhold, sanitære forhold og butikssortiment gør testens 12 tyske tankstationer også et godt indtryk. Til gengæld falder de næsten alle igennem, når det gælder prisniveauet, som er for højt.

Nogen god figur gør stationerne i Spanien og Italien derimod ikke. Af de i alt 15 testede stationer hæver kun en (italiensk) sig over bedømmelsen tilfredsstilende . Dårligst klarer - noget overraskende - Holland sig dog. To af i alt otte stationer får bedømmelsen ringe heriblandt testens ringeste, De Buunderkamp øst for Utrecht. Især tankstationens hygiejniske og sanitære forhold dumper med et brag.

Det er vigtigt at holde pauser, når man kører langt. Derfor er det også vigtigt, at forholdene på tankstationerne er i orden. Det er de på mange af de europæiske tankstationer, men som vores test viser, er der stadig plads til forbedringer. Kun 23 ud af de 77 stationer fik bedømmelsen god . Ingen opnåede bedømmelsen meget god . Især når det gælder de sanitære og hygiejniske forhold, kan det blive bedre, og så skal priserne flere steder ned, siger Michelle Holmegaard.

Læs mere om testen og se alle resultaterne for de 77 tankstationer på FDM.dk/koer-selv-ferie. Her findes også tidligere test af rastepladser i Europa.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar