Mercedes C-klassen, årgang 2007 til 2011 er driftsikker og så godt et køb, at den er en overbevisende vinder af Årets Brugtbil 2015 Juryen bag Årets Brugtbil har kåret Mercedes C-klasse som vinderen i år. Dét er måske overraskende for nogen, men Mercedes C-klasse er på mange måder en bil, der fuldender billedet af den perfekte brugtbil.
"Jeg har Mercedes C-Klassen som vinder, fordi "stjernen fra Stuttgart" er et højkvalitets produkt, prestigen er betydelig, køreegenskaberne knivskarpe, og så kan det i dag lade sig gøre at få en C-Klasse diesel med et rimeligt antal kilometer på tælleren til et fornuftigt beløb," siger motorjournalist og jurymedlem Morten Kjeldsen fra Berlingske om hans syn på årets vinderbil. Han uddyber sin vurdering af bilen således.
"En brugt C-Klasse er ikke længere en Mercedes, der har kørt langt over en kvart million kilometer og undervejs været udsat for en taxavognmands og en natchaufførs hårdhændede behandling. Til dens fordel tæller desuden, at man må forvente, at dens fortsatte værditab vil være beskedent," vurderer Morten Kjeldsen.
Stort udbud og fornuftige priser
I årene 2007 til 2011 var Mercedes C-klasse en populær firmabil, og der blev solgt godt 3.600 eksemplarer af bilen. På den baggrund er der et stort antal modeller til salg på brugtbilmarkedet lige nu, og derfor er priserne lavere end bilkøberne normalt forventer af en Mercedes.
"C-klassen er en ægte Mercedes-Benz med et glimrende kompromis mellem sport og komfort, billig at holde kørende, der er et stort udvalg. Den findes både som sedan og stationcar og med manuelt eller automatgear - der er med andre ord en bil til stort set ethvert behov," påpeger jurymedlem og forfatter til Brugtguiden Steen Bachmann fra Bilmagasinet. Han fortæller desuden, at mange af de brugte C-klasse-modeller på markedet er tidligere leasingbiler, der generelt er velholdte og har fuld servicebog, hvilket er vigtig for, at bilen er et trygt køb.
Fokus på gode dyder
Det er tiende år i træk, at en jury sammensat af motorjournalister og branchefolk sætter fokus på de gode dyder som en brugtbil bør indeholde for at være et godt køb. Hvert år bliver der handlet omkring 450.000 brugtbiler i Danmark, og kåringen er med til at beskrive de forskellige elementer, der gør en brugtbil til et godt og sikkert køb.
"Mercedes C-klassen har et lavt TCO og er en af de biler, der klarer sig allerbedst i forskellige pålidelighedsundersøgelser. Dieselerne er måske usexede, men stabile og bomstærke. Gå uden om kompressormodellerne. Simpelthen fordi de er de mindst interessante og blev erstattet af bedre turbomotorer ved faceliftet i 2012," siger Anders Berner, der repræsenterer Ekstra Bladet i juryen.
Glæde hos Mercedes-Benz
Ikke overraskende er den danske Mercedes-Benz importør glad for, at titlen som Årets Brugtbil 2015 er givet til C-kassen.
"Vi er naturligvis stolte over, at Mercedes-Benz C-Klasse er blevet kåret som Årets Brugtbil 2015. Vi har hele tiden ment, at vores C-Klasse var et fantastisk produkt, og nu har vi tilmed en række uvildige eksperters ord og fakta, der understreger dette. Kåringen viser, at et premiumprodukt som Mercedes, der byder på et højt niveau inden for design, køredynamik, komfort og sikkerhed samtidig er et holdbart og økonomisk klogt valg. Det er kendetegnende for Mercedes-Benz og grundene til, at Mercedes-Benz finder flere og flere fans i Danmark både som brugte og nye biler", udtaler Rikke Hamilton, der er salgschef for Mercedes-Benz personbiler i Danmark.
Nøgletal for Mercedes C-klasse, 2007 til 2011 på brugtbilmarkedet
Der er solgt 3.690 eksemplarer af modellen i årene 2007 til 2011 på det danske marked. Med 2.777 solgte eksemplarer af modellen i den faceliftede udgave fra 2012 til 2014, bliver det til 6.467 eksemplarer.
Der er godt 270 eksemplarer til salg på BilBasen i øjeblikket.
Priserne starter ved 150.000 kroner for en 2008-model, der har kørt 405.000 km.
Reservedelsprisindekset er 146 for en C200 2,2 CDI, og serviceprisindekset er på 139.
Køber man en 2010-model til ca. 280.000 kroner, så vil afskrivningen set over tre år og 60.000 kilometers kørsel være ca. 45-50 procent afhængig af modelvalg.
De samlede omkostninger (TCO) ved køb af en 2010-model C200 til ca. 280.000 kroner vil være 2,92 kr. pr. km. Heri indregnet alle finansierings-, forsikrings- og driftsomkostninger samt værditab.
Afstemningsresultat om Årets brugtbil 2014
1. Mercedes C-klasse (2007-2011) 180 point heraf ni førstepladser
2. Nissan Qashqai (2010-2014) 135 point
3. Opel Insignia (2008-2013) 80 Point
4. Peugeot 508 (2010-2014) 95 Point
5. Citroën DS3 (2010-2014) 65 point
Ved afstemningen afgiver hvert jurymedlem henholdsvis 15, 10 og 5 point til tre af de fem finalebiler, og en Facebook-afstemning på BilBasens Facebook profil vægter som ét jurymedlem.
Tidligere vindere af Årets Brugtbil
2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012
2013: Toyota Avensis, årgang 2007
2012: Honda Accord, årgang 2009
2011: Kia cee
Læs mere her
tags: Danmark, 2009, 2010, 2011, 2008, Ekstra Bladet, bilen, økonomi, Stuttgart, sex, 2013, Facebook, Honda, Mercedes, 2012, 2007, 2006, omkostninger, Toyota, stationcar, Opel, Citroën, journalist, forfatter, Mercedes-Benz, Nissan, Peugeot, 2014, Insignia,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar