Årets første Euro NCAP-test giver en forsmag på, hvordan nye skrappere krav til bilers sikkerhedsudstyr vil ramme nye biler i 2015. Resultaterne rakte 'kun' til tre og fire stjerner. Euro NCAP-sæsonen 2015 åbner, næsten vanen tro, forsigtigt. Bare tre biler Audi TT og de identiske Renault Trafic og Opel Vivaro er med i årets første pulje fra det fælleseuropæiske sikkerhedssamarbejde. Til gengæld er bilerne de første til at blive testet efter de nye skrappere krav. Euro NCAP har nemlig fulgt linjen fra de foregående år og endnu en gang hævet barren, som i 2015 har fået et gevaldigt løft.
Blandt andet udvides testen med en helt ny crashtest, ligesom der nu også stilles krav om sikkerhedssystemerne automatisk nødbremse (AEB), vognbaneassistent og skiltegenkendelse, hvis de maksimale fem stjerner skal i hus.
At der er tale om en markant stramning, ses allerede i årets første test, hvor den helt nye Audi TT må 'nøjes' med fire stjerner, mens Renault Trafic/Opel Vivaro kun får tre stjerner.
"Selv om Audi TT uden tvivl er en fornøjelse at køre, så er det problematisk, at Audi ikke udstyrer den med mere sikkerhedsudstyr, end tilfældet er. Det er ikke godt nok og en medvirkende årsag til, at den ikke får fem stjerner," siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, og tilføjer:
"Det samme gælder Renault Trafic og Opel Vivaro. De populære kassevogne byder på god indbygget sikkerhed i form af god plads i bilen, men ser man på mængden af sikkerhedsudstyr, er der langt op til niveauet for personbiler. Det er et problem, da der ofte er tale om biler, der fungerer som daglig arbejdsplads for medarbejdere, der ikke selv har haft indflydelse på valget af bilmodel og udstyr."
For at bilerne kan få point for det nye sikkerhedsudstyr, er det et krav, at det forventes at være indbygget i flertallet af de solgte biler. Det er dog ikke ualmindeligt, at udstyr som AEB og skiltegenkendelse skal tilkøbes i de større udstyrsvarianter, mens det slet ikke er tilgængeligt i de mindste udstyrsudgaver.
"Konkret vil det betyde, at vi fremover vil se den samme bilmodel få et forskelligt antal stjerner alt efter udstyrsvariant. Og da FDM fortsat kun anbefaler biler, der har fået fem eller fire stjerner, kan billedet nemt blive temmelig forvirrende, ligesom det sikkerhedsfradrag i registreringsafgiften, som fem Euro NCAP-stjerner udløser, kun vil gælde specifikke modeller," siger Søren W. Rasmussen.
Audi TT: Fire stjerner
FDM mener: Grundlæggende er kollisionssikkerheden på et flot niveau, og for en bil som Audi TT kan det til nød accepteres, at der kun er begrænsede muligheder for at montere autostole. Men den manglende mulighed for at købe bilen med et automatisk nødbremsesystem er ikke godt, og det koster en stjerne i den samlede vurdering.
Renault Trafic/Opel Vivaro: Tre stjerner
FDM mener: Bilerne er testet som minibus med sæder bagtil og kun en enkelt airbag foran føreren. Resultatet er ikke ligefrem opmuntrende, selv om bilerne byder på god sikkerhed ved sidekollisioner. Mængden af aktivt sikkerhedsudstyr er begrænset, og samlet set kan det kun blive til tre stjerner, hvilket ikke er godt nok.
Læs mere her
tags: euro, bilen, Audi, Renault, crashtest, Euro NCAP, FDM, Opel,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar