VBG GROUP præsenterer nyt bagkofangerprogram, som er specialdesignet til det danske marked. De nye produkter er først til både at muliggøre typegodkendelse samt matche praksis og standarder i Danmark. Man har ikke før kunnet få en bagkofanger, der på én gang muliggør typegodkendelse og imødekommer danske opbyggeres de-facto-standarder. Det hul vil VBG GROUP lukke med helt ny bagkofangerserie, som er skræddersyet til dansk opbygningspraksis. Produktet fremvises første gang på Transport 2015 i Herning.
Der har manglet en løsning, som på én gang matcher dansk opbygningskultur og muliggør typegodkendelse med alle de fordele, som det giver. For vognmænd og opbyggere efterspørger i stigende grad certificerede produkter, som giver større sikkerhed og nemt kan godkendes ved både førstegangssyn og periodiske syn, siger Per Mikkelsen, administrerende direktør for VBG i Danmark.
Bagkofanger til dansk kultur
Serien er optimalt dimensioneret efter EU-kravene til bagkofangeres indbygningsmål og baseret på designkonceptet UDSP (Underrun Diamond Steel Profile). I praksis betyder det, at kofangeren set fra siden har en skrå, diamantformet profil. Fordelen i forhold til en plan flade er, at fremmedelementer nemt glider af ved tipning. Det er meget efterspurgt herhjemme, fordi man dermed reducerer risikoen for spredning af mikroorganismer og smitte eksempelvis fra korn- og foderstofbiler, der kører fra den ene gård til en anden.
Idéen er jo ikke ny, og massevis af danske opbygninger har allerede den egenskab. Forskellen er, at den her løsning er testet, godkendt og certificeret i henhold til både dansk lovgivning og EU-reglerne for typegodkendelse. Dermed kan man have ro i maven, både når man kører til syn og rundt i trafikken. Med papir på det hele er der ingen grund til at frygte, at kofangeren i praksis ikke holder til en pind, fastslår Per Mikkelsen. Han oplyser, at VBG efter lanceringen i Danmark også vil markedsføre konceptet i vores nabolande.
En brik i puslespillet
I lighed med resten af VBG's kofangerprogram er de nye produkter designet til optimal ydelse i samspil med både produkter fra VBG og fra andre producenter. Per Mikkelsen understreger dog, at man med et integreret VBG-kredsløb opnår bedst mulig sikkerhed og ydelse.
Den optimale løsning er at indbygge kofangeren i et samlet VBG koblingskoncept, som foruden koblinger og kofangere også omfatter trækstænger, trækøjer, gavle, trækbjælker og tilbehør. Alle dele arbejder sammen i et robust og gennemtænkt system, hvor hver enkelt del er optimeret for maksimal sikkerhed og ydeevne samt længere levetid. Det er vores måde at skabe branchens mest pålidelige løsninger på, slutter han.
Fakta
Oplev den nye kofangerserie på Transport 2015, der afvikles 19. til 22. marts i MCH Messecenter Herning. Mød VBG på stand 9842 i hal M.
VBG, grundlagt i 1951, er markedsleder inden for koblingsudrustning. Sortimentet omfatter et bredt udvalg af koblinger, trækanordninger og tilbehør. Koncernen er repræsenteret i Danmark ved VBG GROUP Sales A/S i Ejby. www.vbg.dk
Læs mere her
tags: Danmark, direktør, EU, lovgivning, Herning, trafikken, Ford, Fakta,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar