Toyota spiller for alvor med musklerne på den kommende internationale biludstilling i Frankfurt. Her præsenterer den japanske bilgigant nemlig konceptbilen Toyota Yaris Hybrid-R, som bl.a. udmærker sig ved, at man har overført dele af hybridteknologien fra Toyotas Le Mans hybridracer for på den måde at kunne opnå hele 420 hestekræfter i den velkendte Yaris.
Stor driftsikkerhed, høj kundeservice og ægte køreglæde. Alt dette er med til at kendetegne bilerne fra verdens største bilproducent Toyota. Men det stopper langt fra ved det.
For på den internationale biludstilling i Frankfurt i september spiller den japanske bilgigant for alvor med musklerne og præsenterer en helt ny og særdeles potent hybridbil i form af Toyota Yaris Hybrid-R. Der er tale om en konceptudgave af en 3-dørs udgave af den rummelige Yaris, som på udstillingen er udstyret med en kraftfuld 1.6 liters benzinturbomotor og to elektriske elmotorer, der er med til at sikre et intelligent elektronisk firehjulstræk.
Den kraftfulde 4-cylindrede 1.6 liters benzinturbomotor med direkte indsprøjtning er specielt udviklet af Toyota Motorsport i Køln i Tyskland og yder op til 300 hestekræfter på bilens forhjul, mens baghjulene bliver drevet af hver deres elmotor, der hver især yder 60 hestekræfter. Elmotorerne er enkeltvis i øvrigt magen til den, der sidder i en almindelig Yaris Hybrid i dag. De to elmotorer og benzinturbomotoren yder samlet op til 420 hestekræfter.
Opsamler energi
Helt som vi kender det fra Toyotas eksisterende hybridbiler, supplerer elmotorerne i konceptbilen benzinmotoren med ekstra kraft ved acceleration og fungerer samtidig som generatorer ved op- og nedbremsning, hvor den opsamler energi, der så kan benyttes ved senere acceleration.
Den opsamlede energi bliver lagret i en såkaldt super kondensator helt i stil med Toyotas hybridracer TS030, der sluttede på andenpladsen i årets 24-timers løb i Le Mans. Denne super kondensator kan opsamle og afgive langt mere energi væsentlig hurtigere end ved den teknologi, vi kender fra hybridbiler på vejene i dag.
Teknologien er derfor perfekt egnet til ekstra sportslig kørsel, der som regel kræver korte og ekstra hurtige accelerationer og nedbremsninger.
Mængden af ekstra kraft, som elmotorerne leverer, afhænger af, hvor lang tid der er behov for, at elmotorerne hjælper til. I såkaldt gade-indstilling bliver den opsamlede energi frigivet over maksimalt 10 sekunder, og de to elmotorers kraft er begrænset til hver 40 hestekræfter. Men sætter man hybridbilen i sport-indstilling, yder elmotorerne op til samlet 120 hestekræfter i maksimalt fem sekunder hvilket passer godt til en mere sportslig kørestil med mange korte og kraftige accelerationer og op- og nedbremsninger.
En tredje elmotor ligeledes med 60 hestekræfter er placeret mellem motor og den 6-trins sekventielle gearkasse og fungerer som generator i to forskellige tilfælde. Dels under op- og nedbremsning, hvor den hjælper super kondensatoren med at opsamle energien lynhurtigt, og dels under acceleration for at levere el direkte til de bageste elmotorer.
Avanceret traction control
Det sidste sker kun, når motorens effekt og drejningsmoment overstiger forhjulenes formåen. Generatoren opfører sig altså som et avanceret traction control system, når den omdirigerer drejningsmomentet til elektrisk energi til baghjulene. På den måde øges accelerationsevnen og styreevnen fremfor at begrænse motoreffekten.
De el-drevne motorer ved baghjulene er med til at forbedre køreegenskaberne på Yaris Hybrid-R i sving og kan ændre fordelingen af moment mellem venstre og højre baghjul. De to elmotorer fungerer uafhængigt af hinanden enten som generator eller som motor, hvorved man opnår samme evner som ved et intelligent firehjulstræk.
Afhængig af svingets skarphed kan systemet sende mere moment til det yderste baghjul i svinget og dermed muliggøre højere svinghastigheder eller øge bremsekraften på det inderste baghjul i svinget. Det er således muligt enten at dosere bremsekraft og accelerationsevne på hvert hjul uafhængigt af hinanden for på den måde at sikre den mest optimale kørelinje, begrænse behovet for at dreje ekstra skarpt og mindske risikoen for understyring.
Konceptbilen Toyota Yaris Hybrid-R er et eksempel på nogle af de tanker og idéer, verdens største bilproducent Toyota arbejder med i forbindelse med udviklingen af fremtidens hybridteknologi. Resultatet taler for sig selv: En særlig spændende konceptbil med det klare formål at maksimere køreglæden både på vej og bane.
Toyotas nye muskuløse hybridbil Yaris Hybrid-R har verdenspremiere på den internationale biludstilling i Frankfurt og kan opleves i den tyske storby fra 14. til 22. september.
Læs mere her
tags: Tyskland, bilen, storby, benzin, teknologi, Toyota, hybridbil, energi, Motor, Toyota., gearkasse,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar