Billig drift og benzinøkonomi er vigtigst, når danskerne køber bil og i det daglige bilbudget. Det viser nye tal fra BilBasen og analyseinstituttet YouGov
Når danskerne køber bil, er det driften og benzinøkonomien, der kommer i første række. I en ny undersøgelse foretaget af BilBasen og YouGov, svarer hele 50 %, at det vigtigste ved bilkøb er, at den er billig i drift og kører langt på literen.
Det er usammenligneligt dyrt at købe bil i Danmark. Derfor kommer det ikke bag på mig, at danskerne vægter økonomien højt. Til gengæld er det interessant, at økonomien kommer før praktikken og køregenskaber for så mange bilkøbere, mener administrerende direktør for BilBasen og Bilinfo, Morten Heuing.
Også i det daglige bilbudget ønsker danskerne at spare. I den forbindelse fortæller 74 %, at de dagligt forsøger at spare på udgifterne. Herunder fortæller 51 %, at de oftest sparer penge ved rolig kørsel og dermed et mindre benzinforbrug, mens 50 % nævner en billig bilforsikring som en metode til at spare. Endelig er der 35 %, som gør brug af et billigt værksted for at spare på regningen til bilbudgettet.
Ifølge økonom hos Spar Nord bank, Jens Nyholm, er danskernes stræben efter færre udgifter ved bilkøb og i det daglige bilbudget et led i en samlet mentalitet, hvor det gælder om at spare:
Uanset, om det handler om solcelleanlæg eller biler, så jagter danskerne lige nu de økonomisk fornuftige beslutninger, der på længere sigt kan lette de faste udgifter i husholdningsbudgettet
Type og størrelse ikke ligegyldig
Selvom de fleste bilkøbere og -ejere først og fremmest ønsker at spare penge, er størrelsen og typen af bil ikke uden betydning. I samme undersøgelse fortæller 29 %, at biltype og størrelse er de områder, der i første omgang, er bestemmende for den bil, de ender med at købe.
Danskerne vil helst spare, men der er ofte mange omstændigheder at tage hensyn til, når man vælger en bil. For nogen kræver størrelsen på familien ganske enkelt en større bil, andre har brug for motorkraft af praktiske årsager. Og så er der selvfølgelig omvendt dem, der ikke har brug for en stor bil og derfor kører minibil - dem er der rigtig mange af lige nu, slår Morten Heuing fast.
Jens Nyholm fra Spar Nord erklærer sig enig i minibilens popularitet, og ser en direkte sammenhæng mellem danskernes snusfornuftige indstilling og et stigende salg af minibiler:
Priserne på minibiler er raslet ned de seneste år, og lige nu kan danskerne vælge imellem 15 bilmodeller til under 100.000 kroner. Det voksende udbud og faldende priser på minibiler har uden tvivl været med til at understøtte danskernes rationelle forbrugeradfærd på bilmarkedet , slutter Jens Nyholm.
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1017 CAWI-interview med danske bilejere i alderen 18-74 år, i august/september 2012 .
- Sparer penge på bilbudgettet: 74 %
- Sparer penge ved at køre langt på literen: 51 %
- Det vigtigste ved bilkøbet er, at bilen er billig i drift og vedligeholdelse: 50 %
- Sparer penge ved at købe en billig bilforsikring: 50 %
- Ser typen og størrelsen som vigtigst ved bilkøb: 29 %
- Forventer at bruge færre penge i fremtiden: 17 %
Læs mere her
tags: Danmark, direktør, interview, bilen, økonomi, 2012, benzin, penge, Fakta,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar