torsdag den 6. december 2012

Natklub politianmeldt for spam

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt selskabet KMG Night ApS, der driver natklubben Sukkerbageren, for at have udsendt e-mails og sms er til personer, der ikke havde bedt om markedsføring.

KMG Night ApS udsendte i august 2011 en række uanmodede henvendelser i form af e-mails og sms er til ca. 5000 personer indeholdende reklame for den nyåbnede natklub Sukkerbageren. Der blev bl.a. reklameret med fri bar og bedre service.

Modtagerne havde imidlertid ikke givet samtykke til, at natklubben kunne sende dem markedsføring, og det fik flere af dem til at klage til Forbrugerombudsmandens spampostkasse dansk@spamklage.dk - hvortil man kan klage over spam, hvis det kommer fra Danmark.

Selskabet har oplyst, at det troede, at det var lovligt at udsende reklamebeskederne til disse personer, fordi de havde givet samtykke til at modtage markedsføring til et andet selskab, der delvist ejer KMG Night ApS.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan et samtykke til at modtage markedsføring fra en eller flere specifikke erhvervsdrivende imidlertid ikke udstrækkes til også at omfatte andre erhvervsdrivende, selvom disse måtte være datterselskaber eller på anden måde koncernforbundet med den eller de erhvervsdrivende, der er givet samtykke til.

Forbrugerombudsmanden har derfor politianmeldt virksomheden for at overtræde markedsføringslovens § 6 om spam. Det er nu op til politiet at foretage den videre efterforskning.

Virksomheden har dog oplyst, at det er stoppet med at bruge pågældende samtykker til at udsende yderligere sms er eller e-mails med reklame.

Læs mere her

tags: markedsføring, Danmark, 2011, politi, datterselskab, virksomhed, ombudsmand, natklub,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar