For få uger siden fik jeg et meget direkte spørgsmål fra formand Flemming Riis og sportschef Henrik Larsen fra Danmarks Sportsdanserforbund: Hvorfor synes Team Danmark ikke, at sportsdans skal indplaceres i den øverste kategori som Verdensklasseforbund i 2013-2016, når vores tre par i 10 danse, latin og standard vinder medaljer ved samtlige EM og VM i 2012 .
Jeg skulle lige vinde lidt tid, så jeg svarede: Ja lad os nu lige se om Tania og Emanuel vinder en VM-medalje i Australien i starten af december . Der gik dog ikke mange sekunder, før jeg vidste, at jeg skulle komme med et langt bedre svar så jeg uddybede: Det er nogle fantastisk flotte resultater, som danserne har opnået ved EM og VM ikke kun i år, men i de sidste 4 år. Og vi tror også på, at Danmark vinder både EM- og VM-medaljer i sportsdans i de næste fire år. Men der er nogle områder, hvor forbundet skal forbedre sig for at komme i den øverste kategori i vores støttekoncept: I skal blandt andet udvikle et aldersrelateret træningskoncept for sportsdans, så talenttræningen bliver styrket, og der skal en mere sammenhængende talentudviklingsstrategi til, så samarbejdet mellem klubberne og forbundet bliver endnu stærkere. Og I kan også godt forbedre kvaliteten af jeres træneruddannelser . Både Flemming og Henrik accepterede mit svar, men de betonede også, at forbundets målsætning og ambition er at komme op i den øverste af Team Danmarks støttekategorier. Den holdning kan jeg godt li .
Og sportschefen fik heldigvis ret i sine VM-forudsigelser: Tania Kehlet og Emanuel Valeri vandt i går VM-sølv i standarddans og satte samtidigt en historisk rekord: De danske dansere har vundet medaljer ved samtlige seks internationale mesterskaber i 2012. Det er blevet to guld-, to sølv- og to bronzemedaljer et imponerende resultat i en sportsgren, hvor den internationale konkurrence bliver stadig hårdere.
Jeg har også i de seneste år været imponeret over Ashli Williamson og Bjørn Bitsch, der for en måned siden i Oslo vandt VM-titlen i 10 danse for tredje år i træk. Ashli og Bjørn har nu valgt at koncentrere sig om standarddans, og jeg er sikker på, at Ashli og Bjørn vil kæmpe hårdt for at komme i EM-finalen, når den bliver afviklet i Aarhus lørdag den 20. april 2013.
Det tredje danske medalje-par i år er latin-danserne Michelle Abildtrup og Martino Zanibellato, der vandt bronzemedaljer ved både EM og VM. Michelle og Martino har nu efter en flot amatørkarriere valgt at overgå til de professionelles rækker. Der går naturligvis lidt tid inden Danmark igen får et medaljepar i latin, men der er masser af dygtige par på vej i alle tre kategorier.
En af de væsentligste forklaringer på de historiske resultater ved EM- og VM i år er det dygtige arbejde af sportschefen og ildsjælen Henrik Larsen, der med stort engagement arbejder for og med danserne. Henrik er altid klar til at udfordre Team Danmark og altid med gode argumenter og et smil på læben. Så hvis danserne, Henrik og forbundet fortsætter den flotte udvikling er der rigtigt gode chancer for at ønsket om at blive Verdensklasseforbund kan blive en realitet enten i løbet af de næste fire år eller senest i perioden 2017-2020.
Elitesport er dog meget mere - og alt muligt andet - end placeringer i støttekoncepter og medaljer. For de succesfulde dansere er elitesporten også historien om kærlighed. Danserne er nemlig ikke blot par på dansegulvet, de er det også privat. Så ud over medaljerne har det danske samfund også fået tre sympatiske nye medborgere - Ashli, der er født og opvokset i Australien og de to italienere Emanuel og Martino. Det kan vi også takke sporten for.
Læs mere her
tags: Danmark, mesterskab, træneruddannelse, uddannelse, EM, 2013, bronze, 2020, december, 2020, 2012, 2016, Australien, strategi, konkurrence, Oslo,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar