lørdag den 15. oktober 2011

Elever får kontanter til klassekassen

To 0. klasser i Tønder Kommune vandt præmier i skolestartskonkurrence

Eleverne i 0. klasse på Brøns-Rejsby Friskole og Skærbæk Realskole har fået både diplom og kontanter.

De to klasser deltog og vandt nemlig i sommerens skolestartskonkurrence i Tønder Kommune. Konkurrencen indgik i den landsomfattende kampagne, der blev gennemført i august for at sætte fokus på de mange nye elevers sikkerhed i trafikken.

Som led i trafikundervisningen skulle eleverne løse en række opgaver om trafik, og i Tønder Kommune gjorde børnehaveklasseeleverne på Brøns-Rejsby Friskole og Skærbæk Realskole det så godt, at de sikrede sig både diplom og 1.000 kr. til klassekassen.

Den gode nyhed blev sammen med de synlige beviser overbragt de to klasser af den lokale politibetjent, Knud Nielsen.

Tovholder på skolestartskampagnen i Tønder Kommune, trafiksikkerhedsmedarbejder Marie G. Lorentzen, glæder sig over skolernes engagement i trafiksagen.

- Det er rigtig vigtigt at have fokus på trafiksikkerhed, når en masse nye begynder i skole og skal ud at færdes i trafikken. Mange af dem har ingen erfaring med at gå eller cykle i trafikken. De har brug for støtte fra deres forældre, deres lærere og andre voksne. Vi er derfor glade for at kunne belønne Brøns-Rejsby Friskole og Skærbæk Realskole for deres gode arbejde med at lære børnene om sikker trafik, siger Marie G. Lorentzen.

Trafiksikkerhed for store og små
Vejkantsplakater ved skolerne og materiale til skolerne er blandt de tiltag, Tønder Kommune har gjort for både de små og deres forældre omkring skolestart. Desuden har alle de nye 0. klasseelever fået et hæfte med opgaver om sikker trafik. Her har de har løst opgaverne og tilmeldt klassen i kampagnens konkurrence.

Fakta:
Bag den landsdækkende kampagne står Rådet for Sikker Trafik, de danske kommuner og TrygFonden.

Besøg www.sikkertrafik.dk/skolestart og find mere info om kampagnen, råd om trafiktræning, pressefotos mv.

Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden har indgået et ambitiøst samarbejde. Målet er at gøre børn og unge til bedre og mere sikre trafikanter ved hjælp af undervisning, træning, information og kampagner.

Læs mere her

tags: politi, trafikken, Skærbæk, Tønder, børnehave, konkurrence, undervisning,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar