tirsdag den 6. oktober 2015

Soldater opmærksomme på uopmærksomhed


Hvert år kører de ansatte i Forsvaret mellem 60 og 90 millioner kilometer. For at forebygge trafikulykker deltager Forsvaret nu i "Kør bil, når du kører bil"-kampagnen fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension.Soldaterne i det danske forsvar tilbringer mange timer på vejene. Forsvaret råder over knap 8000 køretøjer, som er alt fra personbiler, varevogne og til tonstunge lastbiler. I 2014 kom 20 personer til skade efter en trafikulykke i et af forsvaret køretøjer. De materielle skader koster desuden Forsvaret tre millioner kroner om året.

- Vi føler et stort ansvar for vores soldaters adfærd i trafikken. Det er en naturlig del af det moderne forsvar, at vi også bakker op om og deltager i civile kampagner, der kan forbedre trafiksikkerheden. Det handler om at forebygge ulykker. Selv om vi er involveret i meget få ulykker i forhold til, hvor meget vi kører, så er hver ulykke én for meget, siger major Jes Hebsgaard, chef for Færdselsafdelingen ved Trænregimentet i Aalborg og Vordingborg.

Kampagnen "Kør bil, når du kører bil" gennemføres i første omgang på kasernerne i Aalborg og Vordingborg. Hvis kampagnen bliver en succes blandt soldaterne, kan den senere blive bredt ud til alle Forsvarets 18.000 ansatte samt de 45.000 personer, der er med i Hjemmeværnet.

Voldsomme skader kan undgås
Det er Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, der står bag den aktuelle kampagne "Kør bil, når du kører bil". Kampagnen sætter fokus på, at selv få sekunders uopmærksomhed hvert år resulterer i trafikulykker. Kampagnen vises i øjeblikket i tv, i biografer i hele landet, på tusindvis af plakater i 69 kommuner og på sociale medier. I Rådet for Sikker Trafik glæder man sig over, at Forsvaret også er gået med i den aktuelle kampagne.

- Uopmærksomhed i trafikken er et stort problem. Der er hvert år mange ulykker, der kan undgås, hvis flere er opmærksomme på trafikken, når de sidder bag rattet. Alt for mange keder sig og begynder at kigge på mobilen, roder med radio, GPS eller leder efter ting i handskerummet, mens de har foden på speederen. Jo flere som er opmærksomme, jo færre ulykker vil vi få, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Soldaterne vil møde kampagnen på skilte sat op på kaserneområderne, på info-skærme og via sociale medier. Desuden vil Militærpolitiet kontrollere soldaterne og deres biler, når de færdes i såvel Forsvarets som egne biler.

- Vores håb er, at soldaterne både bliver mere fokuserede og sikre trafikanter, når de kører i Forsvarets køretøjer. Men også at de tager de gode vaner med hjem, så de kører mere sikkert, når de sætter sig bag rattet med deres familie. Det vil være en win-win-situation, siger major Jes Hebsgaard, chef for Færdselsafdelingen ved Trænregimentet i Forsvaret.

Forsvaret har tidligere været med i Rådet for Sikker Trafiks kampagne "Tag 10 af farten", der havde fokus på risikoen ved at køre for stærkt.

Fakta – om Forsvaret:
- Forsvaret har knap 8000 køretøjer.
- Soldaterne kører mellem 60 og 90 millioner kilometer hvert år.
- I 2014 var der 20 tilskadekomne i trafikulykker med Forsvarets køretøjer.
- Der er 18.000 ansatte i Forsvaret.
- Trænregimentet er Forsvarets trafikfaglige myndighed.

Fakta – om uopmærksomhed:
- Der er uopmærksomhed involveret i cirka hver tredje trafikulykke.
- Det er ofte handlinger inde i bilen, der tager bilisternes opmærksomhed.
- Hvis man kører 80 km/t. og kigger væk i fire sekunder, har man kørt 89 meter i blinde.

Læs mere her

tags: biograf, lastbil, bilen, politi, radio, trafikken, Aalborg, trafikulykke, ulykker, soldater, Vordingborg, projektleder, 2014, Fakta,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar