onsdag den 23. september 2015

Skytsengel i skyen advarer om spøgelsesbilister


Bosch har udviklet et cloud-baseret system, der lynhurtigt identificerer og advarer spøgelsesbilister og modkørende. Softwaren integreres nemt i eksempelvis eksisterende apps, og funktionen forventes at være tilgængelig allerede fra 2016.Spøgelsesbilister – altså bilister, som kører mod trafikken på motorvejen – er et alt for velkendt fænomen, og ofte fører sådanne kritiske situationer til alvorlige ulykker. Næsten hvert tredje tilfælde af spøgelsesbilisme ender fatalt – og ulykken sker typisk, før der er kørt 500 meter. Det tager imidlertid flere minutter at udsende en advarsel over radioen, og på det tidspunkt er det tit for sent.

En cloud-baseret skytsengel
Nu har Bosch udviklet en løsning, som alarmerer de involverede bilister meget hurtigere. Det cloud-baserede system er designet til at advare inden for ti sekunder, efter at spøgelsesbilisten er kørt ned på motorvejen. For at identificere spøgelsesbilisme registreres bilens faktiske bevægelser, og disse sammenlignes i en webdatabase med oplysninger om den tilladte kørselsretning. Hvis de to sæt oplysninger er modsatrettede, alarmeres chaufføren, der kører i den gale retning, om sin fejl – og samtidig advares også førerne af de modkørende biler.

Nemt integrerbar softwarefunktion
Da advarselssystemet består af et rent softwaremodul, kan funktionen uden de store omkostninger integreres i eksempelvis eksisterende apps, infotainment-systemer eller i standardiserede nødopkaldskoncepter. – Og det skal den også kunne, hvis Bosch' vision om et mere sikkert motorvejsnet skal realiseres. Funktionen er nemlig afhængig af regelmæssige, anonymiserede oplysninger om de forskellige køretøjers position. Denne store mængde information sendes til skyen, dvs. et centralt, internetbaseret datacenter, hvor informationerne lagres og analyseres. Jo mere forbundne, alle køretøjer er, desto tættere vil maskerne i det usynlige sikkerhedsnet være, og desto bedre chancer vil der være, for at spøgelsesbilister og øvrige bilister advares i tide.

Økonomisk system med globalt potentiale
Advarselsfunktionen kræver således en ubrudt forbindelse til internettet, og hvis køretøjet ikke i forvejen har sådan én, kan bilistens smartphone forbindes med bilen ved hjælp af forskellige integrationsløsninger. Ofte vil en af tilslutningsmulighederne allerede være monteret eller let kunne eftermonteres, og der vil ikke være behov for nogen supplerende hardware. Det gør løsningen meget økonomisk og muliggør dermed en global udbredelse. Bosch' mål er da også, at funktionen hurtigt opnår bred markedsaccept, så systemet kan realisere sit livreddende potentiale fuldt ud så snart som muligt.

Internettet gør bilen mere sikker
Det nye advarselssystem vil være tilgængeligt som en cloud-tjeneste allerede fra 2016. Og fra Bosch' side hersker der ingen tvivl om, at vejen frem er at gøre bilen til en aktiv del af internettet, fordi internetforbundne biler på en række forskellige måder gør kørslen sikrere og samtidig mere økonomisk effektiv og mere bekvem.

Bosch-koncernen er en førende, global leverandør af teknologi og serviceydelser og en af verdens førende leverandører til bilindustrien. Forretningsområdet Mobility Solutions kombinerer koncernens ekspertise på tre domæner: automatisering, elektrificering og netværksforbundne mobilitets løsninger. I 2014 ansøgte Bosch på verdensplan om cirka 4.600 patenter.

Læs mere her

tags: internet, bilindustri, bilen, økonomi, radio, trafikken, 2016, motorvej, ulykker, omkostninger, teknologi, datacenter, Bosch, database, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar