torsdag den 24. september 2015
Butikker tjener på kundernes P-afgifter
Flere butikker og supermarkeder får del i de P-afgifter, deres kunder risikerer at få på forretningernes parkeringspladser. Dårlig stil, mener FDM, der opfordrer uheldige kunder til at klage.Selvom det lokale supermarked lokker med gode tilbud, kan det ende med at blive dyrt at lade sig friste. Mange supermarkeder og forretninger har i dag nemlig indført parkeringsrestriktioner, som betyder, at der nemt ryger en P-afgift på flere hundrede kroner med i indkøbsvognen. I hvert fald hvis man glemmer at stille P-skiven. Ærgerlige penge som dog ikke kun havner i P-selskabets lomme. Nogle forretninger beholder også deres del, skriver FDMs medlemsmagasin Motor.
"Det er blevet mere reglen end undtagelsen, at supermarkeder, storcentre og selv mindre forretninger har indført parkeringsrestriktioner. Grundlæggende mener FDM dog, at parkering bør være en facilitet, som forretninger stiller til rådighed for deres kunder på samme måde som en indkøbskurv eller et kundetoilet. At man som kunde risikerer at blive afkrævet en P-afgift af selvsamme forretning, man netop har handlet i, mener vi, er en uskik," siger afdelingschef i FDM, Per Alkestrup.
FDM har talt med flere i branchen, som bekræfter, at butikker har indtægter fra P-afgifterne. Butikkerne begrunder restriktionerne med hensynet til netop kunderne, da mange ellers bruger pladserne til heldagsparkering, eller henviser til at det er ejerne af P-pladsen, der har indgået aftale om parkeringskontrol.
FDM medgiver, at det kan være nødvendigt at indføre parkeringsrestriktioner, men at det bør ske, så kunderne ikke risikerer en ekstraregning under vinduesviskeren.
"Man kan godt lave parkering for kunderne uden restriktioner, ved at de for eksempel viser en bon eller på anden måde holdes skadesløse, selvom de får en P-afgift. Sværere er det ikke. Under alle omstændigheder kan vi kun opfordre folk, der har fået en P-afgift, til at klage til forretningen, de har handlet i. Kan butikken ikke se det urimelige i situationen, kan man som kunde altid vælge at lægge sine penge et andet sted fremover," siger Per Alkestrup og tilføjer:
"Det er dog vores indtryk, at langt de fleste forretninger faktisk er lydhøre, når kunder klager over en P-afgift, og forsøger at løse situationen til kundernes tilfredshed."
Læs mere her
tags: FDM, penge, supermarked, Motor,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar