Antallet af unge der bliver dræbt i trafikken er faldet markant de seneste fem år. Men de unge er stadig overrepræsenteret i alvorlige trafikulykker. Derfor har Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden valgt at forlænge et samarbejde, der skal klæde fremtidens trafikanter bedre på. Det går klart fremad med børn og unges trafiksikkerhed. På kun fem år er antallet af trafikdræbte børn og unge næsten halveret, viser en opgørelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.
I 2008 mistede 102 personer i aldersgruppen 0 24 år livet i en trafikulykke. De seneste officielle tal viser nu, at der i 2012* var 52 børn og unge, der omkom i en ulykke i trafikken der er altså næsten tale om en halvering.
- Det er en meget glædelig nyhed, at færre unge kommer til skade eller mister livet i trafikken. Det er resultatet af et langt sejt træk fra mange sider, som fortjener stor ros. Men vi er ikke i mål endnu, da endnu flere unge kan redde livet i trafikken, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Endnu færre unge skal komme til skade
Det er særligt i de ti år efter, at de unge har forladt folkeskolen, at mange af ulykkerne sker, når de begynder at bevæge sig mere rundt i trafikken, køre på knallert eller i bil med vennerne.
Gennem de seneste fem år har Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden haft målrettet fokus på trafiksikkerhed for børn og unge. Nu skal de gode erfaringer komme flere unge til gavn.
Derfor har Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden indgået et nyt, treårigt samarbejde, hvor TrygFonden bidrager med 45 millioner kroner, så det bliver muligt at klæde både skoleelever, men også unge mellem 15-24 år bedre på, så de får en mere sikker fremtid og adfærd i trafikken.
- Vi vil blandt andet involvere og engagere forældrene endnu mere i deres børns trafiksikkerhed. Vi vil gerne sikre, at forældrene er opmærksomme på deres børns stigende risiko op gennem skoleforløbet og give dem konkrete forslag til, hvordan de kan agere. Undersøgelser viser nemlig, at de er meget større forbilleder for deres unge end de måske selv tror, fortæller Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.
Bredt samarbejde vigtigt
For at målet om at få antallet af alvorlige trafikulykker med unge endnu længere ned, er det vigtigt, at også kommuner, skoler, politi og øvrige aktører på trafiksikkerhedsområdet bliver ved med at arbejde målrettet sammen for at forbedre trafiksikkerheden både for hele befolkningen og især for de unge.
Over 90 % af trafikulykkerne skyldes vores adfærd i trafikken. Hvis den skal ændres, så skal flere unge klædes på med viden, og deres holdninger og adfærd skal præges i en mere sikker retning.
Derfor har Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden udarbejdet et digitalt undervisningsmateriale, som skolerne kan benytte gratis. Det er med til at sikre, at børnene fra den dag de første gang træder ind i klasselokalet til den dag de skal videre ud i ungdomslivet, bliver klædt på til at klare sig sikkert i trafikken. Se mere på www.sikkertrafik.dk/skole
Fakta:
Selv om det går i den rigtige retning, er de unge stadig overrepræsenterede i trafikulykker. De unge mellem 18-24 år udgør 11 % af befolkningen, men de er involveret i 20 % af alle ulykker med dræbte eller alvorligt tilskadekomne, hvor der er en bil eller knallert involveret (2012-tal)*.
Derfor arbejder Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden på at gøre de unge mere trafiksikre ved at klæde dem på med gode trafikvaner allerede i folkeskolen. Over tre år bidrager TrygFonden med 45 millioner kroner til samarbejdet.
Baggrund:
Samarbejdet mellem Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden begyndte i 2009 og fortsætter nu i en ny periode fra 2014 til og med 2016. Formålet er at gøre børn og unge mere sikre i trafikken.
Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden vil samarbejde om følgende projekter:
Skolestartskampagne Pas på de små i trafikken, når de begynder i skole.
Trafikpolitik på skoler og øget fokus på færdselsundervisning i skolerne.
Sikker Trafik LIVE trafikofre holder foredrag for tusindvis af børn og unge hvert år.
Øget fokus på de nye bilister de unge er involveret i for mange ulykker i det første halve år efter de har fået kørekort.
Spritkampagne spritkørsel er stadig et af de største problemer i trafikken.
Noter:
*De officielle tal på trafikdræbte i 2013 kommer formentlig i juli 2014 fra Vejdirektoratet.
Læs mere her
tags: 2009, 2008, direktør, politi, 2013, trafikken, dræbt, LIVE, 2012, trafikulykke, 2016, ulykker, folkeskole, undervisning, rektor, undervisningsmateriale, 2014, Fakta,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar