Automobili Lamborghini deltager i dette års Techno Classica i Essen med to værdifulde klenodier fra museet på fabrikken i Sant'Agata.
På Lamborghinis stand i pavillon 7 kan gæsterne møde 350 GT, der var den første Lamborghini-model, og som i år kan fejre sit 50-års jubilæum. Derudover kan man møde Lamborghini Jalpa, der var den sidste 8-cylindrede model. Begge biler er hentet fra den omfattende historiske samling på Museo Lamborghini.Lamborghini 350 GT
350 GT blev berømmet for sine elegante former, der blev skabt af designeren Franco Scaglione ud fra prototypen 350 GTV. I 1964 blev 350 GT den første model fra Lamborghini. Den var udstyret med en helt nyudviklet 3,5-liters V12, udviklet af den legendariske ingeniør Giotto Bizzarini. De 280 hk gav den en tophastighed på 250 km/t, hvilket var imponerende præstationer i midten af 60'erne.
350 GT var udstyret med et karrosseri, som indeholdt flere komponenter i aluminium, og var meget moderne med uafhængig affjedring samt skivebremser på alle fire hjul. Nogle biler blev yderligere udstyret med spærredifferentiale, som var en option dengang. I slutningen af 1966 havde Lamborghini fremstillet 120 eksemplarer. Den sidste udgave havde en 4-liters V12, med samme ydelse men et større drejningsmoment, og derudover blev der fremstillet to åbne udgaver kaldet 350 GTS, som i dag er de mest eftertragtede klassiske Lamborghini-modeller overhovedet.
Lamborghini Jalpa
Lamborghini Jalpa blev udviklet fra Silhouette, som igen tog sit udgangspunkt i forgængeren Urraco. Modellen blev sat i produktion under det såkaldte 'Nuova Automobili Lamborghini' efter fabrikken var blevet solgt til de schweiziske Mimram-brødre i maj 1981. Den er udstyret med en 3,5-liters V8-motor på 255 hk, som giver en topfart på 235 km/t. Sammenlignet med Countach var Jalpa en noget mere effektiv bil at bruge til daglig, og modellen var en stor succes for Lamborghini. Fra 1981 til 1984 blev der fremstillet 420 eksemplarer, men da produktionen af Jalpa sluttede, benyttede Lamborghini aldrig den 3,5-liters V8 igen. Bilen som kan ses på Techno Classica, er den sidste Jalpa som blev fremstillet, og bærer Ferruccio Lamborghinis signatur på klappen til handskerummet.
Klassiske reservedele til Lamborghini
At bevare modellerne fra Lamborghinis 50-årige historie er ikke kun vigtigt for fabrikken, men bestemt også for de mange ejere og samlere. Det er en unik situation, da mange modeller ofte kun er fremstillet i små eksklusive serier. Men Lamborghini er dedikeret til at holde de klassiske modeller kørende.
På fabrikken har der altid været en særlig workshop, dedikeret til de klassiske modeller. Fra en ny webportal, er det nu muligt at søge på reservedele fra samtlige Lamborghini-modeller, og derefter bestille den ønskede reservedel. Såfremt den ønskede reservedel ikke er umiddelbart tilgængelig, kan den fremstilles med det samme, fra de originale konstruktionstegninger som findes i fabrikkens arkiv. På Lamborghinis stand på Techno Classica, kan ejere og entusiaster få mere at vide om den forbedrede tilgængelighed for klassiske reservedele.
tags: portal, 1981, 1984, Lamborghini, bremser,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar