Ford afslører konceptet for S-MAX Vignale på tidligere kongeslot i Milano.
Fords nye luksusbrand Vignale har fået et nyt medlem. Allerede inden den første luksusbil Ford Mondeo Vignale er introduceret, afslører Ford konceptet for den næste Ford S-MAX Vignale. Det skete på det tidligere kongeslot, Palazzo Reale, i Milano i dag samtidig med åbningen af designmessen Salone del Mobile, hvor Ford giver bud på det eksklusive formsprog, der vil kendetegne Vignale-konceptet.En produktionsmodel af den nye S-MAX Vignale forventes at være klar mod slutningen af næste år og vil være Fords bud på en stor familiebil for den kræsne køber.
S-MAX Vignale hæver sig over traditionelt bildesign og henvender sig måske først og fremmest til mennesker, som værdsætter æstetik, siger Fords designchef i Europa Martin Smith. S-MAX Vignale er skabt med baggrund i trends fra møbler og modeverdenen, forklarer designchefen.
Vignale-konceptet handler ikke kun om biler med udsøgt finish, men også om service i særklasse. Derfor er Ford til stede med en stand på den internationale møbeldesign-messe, Salone de Mobile, hvor de besøgende kan få indtryk af, hvordan en 'Vignale Lounge' vil tage sig ud, når udvalgte Ford-forhandlere næste år slår dørene op for de kunder, som efterspørger det ekstraordinære.
Tanken er, at Vignale-kunder får deres egen personlige Vignale-manager og kan trække på en række VIP-services som for eksempel gratis afhentning og levering af bil i forbindelse med service og reparationer.
Konceptbilen i Milano er udstyret med særlige 21" letmetalfælge, spejlskaller i krom, en sekskantet Vignale kølergrill i mat metalfinish omgivet af en liste i børstet aluminium, ligesom bilen er speciallakeret i modefarven 'Milano Grigio'.
Teknologien omfatter blandt andet et bil-til-bil kommunikationssystem, docking til tablets for bagsædepassagererne og et fleksibelt sædesystem, som gør det muligt at indstille de specialdesignede slanke sæder efter behov.
Skræddersyet design
Det lyse ydre er matchet med et mørkere indre, der, i såvel farvevalg som stil, lægger sig tæt op ad tidens trends inden for møbeldesign og herremode. Læder-staffagen, som løber hele vejen fra instrumentpanelet, rundt om glastaget til bagagerummet skaber en særlig 'lounge-fornemmelse' i kabinen.
Alle metalflader er holdt i varme toner og den særlige 'flettede' fremtoning af aluminiumspanelet langs instrumentbrættet er et vidnesbyrd om, at der ikke er sparet på de raffinerede detaljer. Sæderne er udført i en særlig quiltet kvalitet med specialtonede syninger, der fremhæver de enkelte siddepladser.
Vignale-konceptet er født med baggrund i det faktum, at der er stor efterspørgsel efter de højest udstyrede modeller blandt de større Ford-modeller og Ford vurderer, at op mod 10-15 procent af alle kunder ønsker et kvalitets- og serviceniveau, der er endnu højere.
Nogle mennesker efterspørger simpelthen en bedre oplevelse ved at være bilejer. De vil ikke blot have høj kvalitet, de vil også have personlig betjening af den slags, der både respekterer deres individuelle behov og deres tid, siger salgs- og marketingchef Roelant de Waard fra Ford Europa.
Undersøgelser viser, at en tredjedel af alle ejere af luksusbiler anser service for at være den afgørende forskel mellem at eje en luksusbil og en almindelig bil. Fleksibilitet, kompetence og effektivitet er nøgleord, ligesom kvalitetsbevidste kunder lægger vægt på både modtagelse og omgivelser hos deres bilforhandler.
De kommende 'Vignale-lounges' vil være særskilte og smagfuldt indrettede områder, hvor kunder vil få særlig opmærksomhed og mulighed for at gå på opdagelse i forskellige materialer, farver, funktioner og teknologier. Loungen skal afspejle samme kvalitetsoplevelse, som den man vil finde i såvel Mondeo Vignale som S-MAX Vignale.
Læs mere her
tags: Europa, Milan, bilen, luksusbiler, teknologi, slank, bilforhandler, bagagerum, kommunikation, sprog, Ford, fælg,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar