torsdag den 31. marts 2016
Vask vinterens spor af bilen, men skån miljøet
En lille sød fisk i en tegnefilm fortæller enkelt, hvorfor man ikke skal vaske sin bil hjemme.Selv om vinteren har været forholdsvis mild i år, efterlader den alligevel sine spor. Mange veje er saltet forbyggende og efterlader et hvidt lag, som sammen med vand og snavs binder ganske godt på bilen. Det kan give skader på lak, karosseri og undervogn, så en grundig forårsrengøring af bilen er en god investering.
For miljøets skyld bør forårsrengøringen ikke foregå hjemme i indkørslen eller ved fortovskanten. Så er der nemlig stor sandsynlighed for, at vejsnavs med blandt andet olie, bly, cadmium, zink og plastblødgørere fra bilen løber direkte ned i jorden eller ud i regnvandskloakken til skade for miljøet.
For miljøets skyld
I kampagnen vaskbilmedomtanke.nu fortæller Benzinforhandleres Fælles Repræsentation, BFR, hvorfor man ikke skal vaske bil hjemme. Blandt kampagnens mange tiltag er en kort tegnefilm med en lille sød fisk i hovedrollen. Den fortæller meget enkelt, hvorfor man skal tænke på miljøet.
Tegnefilmen kan ses på kampagnens facebook-side og var halvanden måned efter introduktionen allerede set godt 41.000 gange. Filmen varer to minutter og 31 sekunder, og efter at have set den, er man ikke længere i tvivl om, hvilke typer spildevand, der hører hjemme i henholdsvis regnvandskloakken og i den del af kloaksystemet, der leder spildevandet til renseanlægget.
Unødvendig forurening
Danske bilister vasker skønsmæssigt bil hjemme i indkørslen eller ved fortovskanten 6 millioner gange om året og cirka 8 millioner gange i en vaskehal. Dette sker til trods for, at Danmark er et af de lande, hvor det er billigst og nemmest at få bilen vasket under forsvarlige forhold. Hvis man skal gå bilen efter med børste og håndkraft de steder, man ved, at vaskemaskinens børster ikke rigtigt når ind, kan man med god samvittighed gøre det på pladsen foran vaskehallen, inden bilen køres ind til vaskemaskinen.
Flere lande har forbud mod hjemmevask af biler. Det er der endnu ikke i Danmark, men der er fokus på problemet, og enkelte kommuner fraråder det, da det er en utilsigtet og unødvendig forurening af miljøet. Desuden er det ressourcespild, da man let kan bruge mellem 100 og 200 liter rent vand til en hjemmevask af bilen. Til sammenligning bruger de mest effektive vaskeanlæg færre end 20 liter, da størstedelen af vandet renses og genbruges.
Læs mere her
tags: Danmark, bilen, hovedrolle, Film, jorden, renseanlæg, samvittighed, miljø, karosseri,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar