onsdag den 16. marts 2016
Stigning i antallet af alvorlige motorcykelulykker
I løbet af fem år har der været 884 alvorlige motorcykelulykker med enten dræbte eller alvorligt tilskadekomne personer (regionale tal længere nede). Rådet for Sikker Trafik og Politiet opfordrer motorcyklister til at slække på gashåndtaget og bilisterne til at holde bedre øje med de tohjulede.På torsdag i denne uge åbner Bakken, og dermed er motorcykelsæsonen for alvor i gang. Det øger risikoen for ulykker på vejene. Set over de sidste år har der været en stigning i antallet af alvorlige motorcykelulykker på vejene.
En tidligere undersøgelse af 41 alvorlige motorcykelulykker, som Havarikommissionen har gennemført i 2009, viser, at der er for høj fart involveret i en stor del af ulykkerne. Desuden viser undersøgelsen, at mange bilister overser motorcyklisterne i trafikken.
Motorcyklernes høje fart øger risikoen for at de kører galt og at motorcyklisterne kommer alvorligt til skade. Men farten gør det også svært for bilisterne at vurdere, hvor hurtigt motorcyklisterne kommer, når en bilist f.eks. vil køre ud fra en sidevej eller svinge i et kryds.
- Motorcyklerne fylder ikke meget på vejen, og de kan meget nemt blive overset. Hvis de kører stærkt, så er det endnu sværere at vurdere, hvor hurtigt de kommer. Derfor er det vigtigt, at de overholder fartgrænserne og ifører sig pangfarvet motorcykeltøj. Samtidig skal bilisterne blive endnu bedre til at holde øje med motorcyklisterne, så de her voldsomme ulykker kan undgås, siger Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.
Alene fra 2010 til og med 2014 har det været 884 alvorlige motorcykelulykker på vejene med enten dræbte eller alvorligt tilskadekomne mennesker.
Antal motorcykelulykker med dræbte eller alvorligt tilskadekomne personer:
2010: 170
2011: 189
2012: 154
2013: 171
2014: 200
I alt: 884 alvorlige ulykker med dræbte eller alvorligt tilskadekomne personer (kilde: Vejdirektoratet).
Hver tredje tilskadekommen på motorcykel er kommet galt af sted i forbindelse med en eneulykke, hvor der ikke er involveret andre trafikanter. Også i de ulykker er for høj fart den primære årsag til at ulykkerne sker. Politiet opfordrer motorcyklisterne til at være ekstra forsigtige.
- Når man ikke har kørt motorcykel i flere måneder, så er rutinen rusten. Derfor er det meget vigtigt at tage den med ro, når man sætter sig op på motorcyklen. Ulykkerne går oftest ud over motorcyklisterne, der er de mest udsatte, når det går galt, siger Erik Terp, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
De typiske motorcykelulykker:
1. Motorcyklist kører ind i et sving med for høj fart og mister herredømmet.
2. Bilist, der skal svinge til venstre, overser en modkørende motorcyklist.
3. Bilist, der kører ud fra sidevej, overser motorcyklist. Ofte kører motorcyklisten med for høj fart.
4. Motorcyklist er ved at overhale og opdager for sent, at bilen foran er ved at svinge til venstre.
Dræbte og alvorligt tilskadekomne på motorcykel pr. politikreds i perioden 2005 2014:
Bornholm: 22.
Fyn: 211.
Københavns Vestegn: 96.
København: 155.
Midt- og Vestjylland: 268.
Midt- og Vestsjælland: 168.
Nordjylland: 237.
Nordsjælland: 166.
Syd- og Sønderjylland: 241.
Sydsjælland: 168.
Sydøstjylland: 231.
Østjylland: 220.
I alt: 2183 alvorligt tilskadekomne eller dræbte personer i motorcykelulykker (kilde: Vejdirektoratet).
Gode råd til motorcyklisterne:
- Hold igen med gashåndtaget. Høj fart øger risikoen for alvorlige ulykker.
- Vær synlig. Pangfarvet hjelm og tøj gør det lettere for bilisterne at se dig.
- Få genopfrisket dine køreegenskaber. Efter en lang vinter er rutinen rusten.
- Brug sikkerhedsudstyr som f.eks. hjelm og køredragt med god rygbeskyttelse.
Gode råd til bilisterne:
- Vær forberedt og holde ekstra øje. Man kan nemt overse en motorcyklist i trafikken.
- Brug god tid på at orientere dig. Brug spejlene og hold øje med motorcykler, der er langt væk. De kan komme kørende hurtigere, end du tror.
- Se dig ekstra for, når du krydser en vej.
Læs mere her
tags: 2009, 2010, 2011, København, bilen, politi, Bakken, 2013, Nordsjælland, Bornholm, Nordjylland, Østjylland, trafikken, cyklist, dræbt, kommissionen, Vestsjælland, 2012, ulykker, fartgrænse, Sønderjylland, Motor, rektor, 2014, gashåndtag,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar