torsdag den 2. juli 2015

Forbrugerombudsmanden: Vær opmærksom på disse fire bilvurderingssider


Forbrugerne skal være varsomme, hvis de indtaster oplysninger om deres bil på hjemmesiderne autopriser.net, yourcarprice.net, autonorden.net og autoscandic.com og går videre ved at klikke på knappen, da de får tilsendt en regning for vurderingen.Opfordringen kommer efter, at Forbrugerombudsmanden har modtaget adskillige klager fra forbrugere, der har fået regninger for bilvurderinger via hjemmesiderne:

autopriser.net,
yourcarprice.net,
autonorden.net og
autoscandic.com
Generelt klager forbrugerne over:

at de uden at vide det har købt en bilvurdering blot ved at udfylde forsideformularen og klikke på "Vurder bilen nu - Ja Tak", "start valuation here", "betal og bestil" eller "Vurder bilen OK med betalingsforpligtelse",
at de ikke har kunnet fortryde deres køb,
at de har klaget til selskabet, uden at det gav resultat, og
at de har modtaget rykkere og inkassovarsler, selvom de har klaget og nægtet at betale for bilvurderingen.
Forbrugerne skal være opmærksomme på, at de ved at indtaste deres oplysninger og gå videre ved at klikke på knappen ifølge klagerne får tilsendt en regning for køb af en bilvurdering.

Hvad kan forbrugerne gøre
Så snart forbrugerne modtager en bekræftelse, bilvurdering eller regning for en bilvurdering, som de ikke mener, at de har bestilt, anbefaler Forbrugerombudsmanden, at forbrugerne klager via e-mail til selskabet. Forbrugerne skal oplyse om, at de ikke mener, at der er indgået en aftale, og at de ønsker at gøre brug af fortrydelsesretten.

Tidligere sager om bilvurderinger
Forbrugerombudsmanden har flere gange tidligere advaret forbrugerne mod bilvurderingssider på nettet.

I 2013 modtog Forbrugerombudsmanden mere end 1000 klager over bilvurderingssider, og Forbrugerombudsmanden anlagde derfor en sag ved Sø-og Handelsretten om de fem sider auto-pris.com, bil-vurdering.com, bilpris.com, danskebilpriser.com og dinbilpris.com. Retten fandt, at virksomhederne bag hjemmesiderne ikke kunne kræve betaling – enten fordi der ikke var indgået en aftale, eller fordi forbrugeren havde udnyttet sin fortrydelsesret.

Derudover har Forbrugerombudsmanden i december 2014 anlagt en sag ved Sø-og Handelsretten mod hjemmesiden www.bilenspris.com. Sagen er under behandling.

Forbrugerombudsmanden følger løbende udviklingen på bilvurderingsmarkedet og er ved at undersøge, om autopriser.net, yourcarprice.net, autonorden.net og autoscandic.com er udformet på en sådan måde, at virksomheden bag hjemmesiderne ikke kan kræve betaling – enten fordi der ikke er indgået en aftale, eller fordi forbrugerne har udnyttet fortrydelsesretten. I sidste ende vil det være domstolene, der afgør, om regningen for bilvurderingen er i strid med lovgivningen.

Læs mere her

tags: bilen, retten, 2013, lovgivning, december, virksomhed, domstol, ombudsmand, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar