torsdag den 13. februar 2014

Landmænd invaderer Euromaster

Over 120 var for nylig mødt op til landbrugsaften i Euromasters lokaler på Rolshøjvej i Grenaa. I løbet af aftenen blev landmænd, maskinstationsejere og andet godtfolk blandt andet klogere på dæk og deres betydning for økonomien.
Vi ved alle, at dæktryk er afgørende for en bils køreegenskaber og brændstoføkonomi, men for at gøre landbrugsinteresserede opmærksom på dæktrykkets betydning for landbrugsmaskiners køreegenskaber, holdbarhed og brændstoføkonomi havde Euromaster i Grenaa for nylig inviteret til landbrugsaften. Og med over 120 deltagere levede arrangementet fuldt ud op til forventningerne og mere til. – Det er altid spændende at se, hvor mange der kommer, når man holder sådan en aften for første gang. Men heldigvis blev arrangementet godt besøgt, og vi har bestemt fået blod på tanden i forhold til at holde lignende arrangementer i fremtiden, forklarer Christian Gøttsche, der er daglig leder af dækcentret.

Også blandt gæsterne var der stor begejstring for arrangementet. Jørgen Katholm, der driver sit eget deltidslandbrug, havde en hyggelig og udbytterig aften. – Fra første sekund følte jeg mig meget velkommen, og med det program, som Euromaster havde stablet på benene, er jeg sikker på, at alle fik udbytte af aftenen, siger han.

Spar penge med de rigtige dæk

Blandt gæsterne var der primært landmænd, maskinstationsejere og maskinstationsansatte, og de blev i løbet af aftenen klogere på dækkets historie og betydning for deres egen forretning. – Ikke særlig mange vidste før aftenen, at dæktrykket på eksempelvis en traktor har stor betydning for køreegenskaberne og økonomien, men lur mig, om ikke de fleste af aftenens gæster efterfølgende har været hjemme for at kontrollere deres dæktryk. Især for de kunder, der bruger traktoren meget eller måske har flere traktorer, kan der godt være mange penge at spare ved at have det rigtige dæktryk og de rigtige dæk, fortæller Christian Gøttsche.

Ud over dæktryk var der også fokus på, hvad den seneste teknologi inden for dækproduktion har af betydning, når det gælder landsbrugsmaskiner. Jørgen Katholm var især imponeret over en dæktryksmåler, der indstiller dækket til at have det optimale dæktryk i forhold til en given situation. – Når man kan spare op til 15 procent brændstof og måske forlænge dækkenes levetid et par år ved at have det rigtige tryk, så er det værd at høre efter, forklarer han.

LandboUngdom som idémager

Initiativet til arrangementet blev taget af Sydøstdjursland LandboUngdom, der rettede en henvendelse til Euromaster, om det ikke kunne lade sig gøre at afholde en dækaften. Og derfra tog idéen for alvor fart. – Vi var meget begejstrede og beærede over den interesse, LandboUngdom viste, og det var derfor kun naturligt, at vi gjorde alt for at opfylde deres ønsker. Og vi brugte naturligvis også aftenen til at få en god og faglig dialog med både nuværende, men også potentielt nye kunder. En del af de mange gæster var ikke kendt på værkstedet i forvejen, og det er da vores håb, at de nu vil overveje os, når der skal købes dæk og dækudstyr næste gang, forklarer Christian Gøttsche.

Oven på den store interesse for arrangementet i Grenaa overvejer Euromaster at afholde flere landbrugsaftener på andre af kædens dækcentre i Danmark.

Fakta:
Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark har kæden 45 servicecentre og ca. 220 ansatte. Det lokale dæk- og autoservicecenter er beliggende på Rolshøjvej i Grenaa. www.euromaster.dk


Læs mere her

tags: Danmark, euro, økonomi, penge, teknologi, brændstof, landmænd, Fakta,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar