torsdag den 14. februar 2013

Nordjyderne er mærkeloyale bilkøbere

Nordjyderne sværger ofte til et bestemt mærke, når de køber bil. Det viser nye tal fra analyseinsituttet YouGov, BilBasen og Spar Nord.

Nordjyderne foretrækker i høj grad et bestemt mærke, når de køber bil. I en ny undersøgelse af BilBasen, YouGov og Spar Nord svarer hele 74 % af Nordjyderne, at de kun kører rundt i biler af samme mærke.

Nordjyderne er generelt principfaste og eftertænksomme bilkøbere, der holder sig til de mærker, som de med sikkerhed ved, der imødekommer deres behov, siger administrerende direktør for BilBasen og Bilinfo, Morten Heuing, og fortsætter:

Men det er interessant, når man samtidig ser det samlede billede for hele landet, hvor populære minibiler som Up!, Picanto og Citigo omvendt har fået mange danskere til at prøve nye og uvante mærker som bil nummer to.

Peugeot mest populær

Den nye undersøgelse af danskernes bilvaner viser også, at Peugeot er det mest købte mærke af Nordjyderne med 15 %, mens VW kommer ind på en andenplads med 11 % af købene. Endelig følger Toyota på en tredjeplads med 10 % af de samlede bilkøb i Nordjylland.

Ligesom i det meste af landet er Peugeot, VW og Toyota også populære mærker i Nordjylland. Til gengæld viser undersøgelsen, at nordjyderne generelt kun køber et af disse mærker, mens man andre steder i landet er mere tilbøjelige til at købe biler af forskellige mærker, fastslår Morten Heuing.

Økonomisk forsigtige nordjyder

Ifølge cheføkonom i Spar Nord skiller nordjyderne sig generelt ud som et relativt forsigtigt folkefærd, når det handler om økonomi:

Hvis vi perspektiverer til boliglån, så er der en klar tendens til, at nordjyderne vælger sikkert og traditionelt, mens eksempelvis københavnere er mere villige til at eksperimentere og løbe en større risiko. Og det er formentlig samme ønske om tryghed og forudsigelighed, der gør sig gældende, når nordjyderne foretrækker bilmærker, de allerede har erfaring med, forklarer Jens Nyholm.

Han peger desuden på, at en økonomisk krise som den nuværende generelt svækker danskernes mod på at tage chancer med privatøkonomien. Af samme grund har danskerne de seneste år sparet rekordmange penge op for derved at polstre sig til fremtiden.

Hvilke mærker er der i husstanden (Nordjylland):

- Peugeot 15 %
- VW 11 %
- Toyota 10 %

Hvilke andre mærker der i husstanden (Nordjylland):

- Ingen andre: 74 %

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1017 CAWI-interview med danske bilejere i alderen 18-74 år

For mere information, kontakt:
Markedsanalytiker og journalist, Jan Lang: 30 17 77 81
Pressechef i Spar Nord, Leif Lind Simonsen: 25 27 03 30

Læs mere her

tags: direktør, interview, økonomi, VW, boliglån, Nordjylland, penge, Toyota, husstand, journalist, Peugeot,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar