fredag den 22. januar 2016

Trafikuheld på grund af skarp vintersol Sådan står du stillet


I vinterhalvåret står solen lavt på himlen og hvert år sker der trafikulykker, fordi en fører bliver blændet af den skarpe sol, men dækker forsikringen egentlig, når det er dig selv, der kører galt Måske synes du, at det lyder underligt, at du kan være berettiget til erstatning, hvis du selv har været skyld i en ulykke, men når det gælder trafikulykker, er det imidlertid ofte tilfældet.

Erstatning uanset skyld

Hvis du er kommet til skade i en trafikulykke, hvor der er en modpart, kan du nemlig som udgangspunkt søge om erstatning, også selvom du selv er skyld i ulykken.

- Vi oplever ofte, at personer, der har været skyld i en trafikulykke har dårlig samvittighed, og det sidste de ønsker, er at kræve erstatning fra den person, de er kørt ind i, siger advokat Berit Møller Lenschow fra Erstatningsgruppen, der er en del af ADVODAN og uddyber

- Når der sker et uheld, hvor flere motoriserede køretøjer er involveret, er det imidlertid ikke spørgsmålet om skyld, der afgør, om der kan kræves erstatning eller ej. Færdselsloven siger nemlig, at der altid er ansvar for personskade, når der er flere køretøjer involveret. Det er således modpartens lovpligtige ansvarsforsikring, der dækker, uanset hvem der er skyld i ulykken.

Undtagelsen er soloulykker

Hvis der ikke er en anden bilist involveret i ulykken, forholder det sig anderledes.

- Hvis du kører ind i en lygtepæl eller påkører en lovligt parkeret bil, fordi du bliver blændet af solen, er der ingen modpart, og så har du udelukkende mulighed for at søge erstatning for personskade fra dine egne forsikringer. Hvis du skal have erstatning for andet end varigt mén, vil det dog typisk kræve, at du har en førerforsikring, siger advokat Berit Møller Lenschow og understreger

- Jeg vil råde alle til at sikre sig, at de har en førepladsdækning. Den koster typisk omkring 400 kroner om året, og med den vil man være væsentlig bedre stillet, hvis uheldet skulle være ude, og man kommer ud for en soloulykke i trafikken.

Læs mere her

tags: trafikken, trafikulykke, ulykker, samvittighed,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar