søndag den 13. december 2015

Danmarks Hurtigste Bil overlever

BilGalleri.dk overtager Danmarks Hurtigste Bil og Danmarks Flotteste Bil fra Vmax
Første weekend i juni samles bilentusiaster fra hele Norden på en nedlagt luftbase i Jylland for at dyrke deres store interesse. Toptunede biler, ombyggede biler, driftbiler og teltfest har i 15 år været fast inventar i kalenderen for de 15.000 bilglade besøgende på, hvad der kan kaldes Roskilde Festival for biler.

På trods af sin kultstatus har fremtiden for den populære festival været usikker, siden Benjamin Media desværre var nødt til at stoppe udgivelsen af bilmagasinet Vmax. Magasinet for tunede og stylede biler har de seneste mange år været arrangør for DHB, men det sidste Vmax udkommer i januar 2014. Og uden Vmax var der ikke noget DHB. Arrangementet reddes nu af Danmarks største community for bilentusiaster, BilGalleri.dk, der overtager alle aktiviteter omkring DHB.

Bilgalleri.dk lover, at der vil være endnu mere fokus på bilerne, når lågerne på Flyveplads Vandel den 6.-8. juni 2014 åbner for det 16. DHB, der på nær et enkelt år, har været afholdt på den det nedlagte militære anlæg.

"Vi ønsker at videreføre de fede bilaktiviteter som DHB er kendt for og samtidig styrke rammerne omkring det, så alle får en fantastisk weekend sammen med tusindvis af andre entusiaster" udtaler Kenneth Andersen fra BilGalleri.dk.

Konkret betyder det, at kåringerne af Danmarks Hurtigste Bil og Danmarks Flotteste Bil fortsætter. Det samme gør den populære konkurrence i drift, hvor det gælder om at køre hurtigst muligt sidelæns med mest mulig røg fra dækkene – det er spektakulært og publikumsvenligt. Det samme er en anden kending for DHB-fans nemlig Team Man Brænderplads, hvor intet er for vanvittigt, og dækkene ryger og gnistrer til de eksploderer.

I år tilføjes F1 på storskærm, så alle kan følge Kevin Magnussen i træningen og optakten til Canadas Grand Prix. Og så er der selvfølgelig handel med bildele, udstilling af amerikanerbiler og superbiler samt teltfest med musik både fredag og lørdag. Programmet opdateres løbende på www.bilgalleri.dk/dhb

BilGalleri.dk starter ikke helt på bar bund i forhold til arrangementet, da Jay Entertainment og Peter 'Morfar' Kier-Sønderbæk stadig er tovholdere på bilarrangementernes supertanker. I ejerkredsen af Bilgalleri er Jan Lehrmann og Johnny Laursen, der har været med til at arrangere DHB i langt de fleste år, så nok er der nye ideer på bordet, men der er rutinerede muskler bag.

Mere info:
Kenneth Andersen, direktør BilGalleri.dk. ka@bazoom.dk. Mobil: 40849898
Flemming Jay, arrangør DHB 2014. mail@jayentertainment.dk. Mobil: 40838930
Peter 'Morfar' Kier-Sønderbæk, Arrangør DHB. morfar.dhb2014@gmail.com. Mobil: 40820690.


Læs mere her

tags: Danmark, direktør, bilen, Entertainment, Jylland, Canada, Roskilde, Kevin Magnussen, konkurrence, 2014,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar