Dansk Motor Klub afholder sin 105 års Jubilæumsfest den 24. november på Hotel Comwell i Snekkersten. DMK blev stiftet i 1907 af Kaptajn G. Rosenkrone von Benzon på grund af den stigende interesse for de nye transportmidler: motorcyklen og det benzindrevne automobil. DMK var en klub som udover motorinteressen også var en selskabelig klub, hvor der fra starten skabtes en stærk kammeratskabsfølelse, som den dag i dag også er kendetegnende for klubben.
Klubben voksede i medlemstilgang og var i 1914 landets største motorsportsklub. Samme år arrangerede klubben den store motorudstilling i Tivoli. Senere stod klubben for adskillige motorløb bl.a de kendte Skagensløb i samarbejde med dagbladet Politiken. Prins Axel, barnebarn af Kong Christian d. 9., viste fra et meget tidligt tidspunkt motorsporten og DMK meget stor interesse og fik derfor også øgenavnet Kardan-Axel i klubben og blev naturligt æresmedlem af DMK.
I 1915 blev redaktør Alfred Nervø på dagbladet Politiken formand. Udover at være en ivrig motorkører var han også en vovehals. Allerede i 1910 fløj han sammen med humoristen, forfatteren Robert Storm Petersen fra Kløvermarken ind over København. Dette vovestykke fremgår af avisartikler opbevaret på det ny restaurerede Storm P. museum på Frederiksberg.
I 1919 grundlagde DMK de senere så velkendte Fanø-løb. Her var de ideelle forhold, store vidder og det rigtige underlag, hvor automobilerne endda opnåede verdensrekorder.
De populære Fanøløb blev afholdt indtil 2004. Det er DMK s ønske snart at kunne genoptage disse historiske løb, som dog er betinget af tilstrækkelig sponsorstøtte. I dag værner medlemmerne stærkt om deres gamle og hæderkronede DMK. Den lever i bedste velgående og der vises stadig øget interesse for optagelse i den 105 år gamle klub.
Klubben afholder fornøjelige kegleaftener på Frederiksberg, Fugleskydning på Sølyst i Klampenborg, Motor Rally og masser af automobilevents rundt om i Danmark. Flere af motordrengene er i besiddelse af adskillige klassiske og velbevarede veteranbiler såvel som indregistrerede sjældenheder som vises frem ved klubbens forskellige arrangementer.
Siden 2010 har Direktør Christian Seidenfaden stået i spidsen som formand som sammen med alle motorkammeraterne viderefører og værner om de stolte traditioner i DMK.
Læs mere her
tags: Danmark, 2010, København, Tivoli, Frederiksberg, verdensrekord, Politiken, benzin, museum, motorsport, Motor, forfatter,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar