onsdag den 28. november 2012

Bosch: Bilens sikkerhedssystem bliver fuldautomatisk

Bosch ser det som sit mål at skabe fuldautomatiske sikkerhedssystemer, der minimerer risikoen for ulykker og gør det meget nemmere at køre bil. Her er koncernens fremtids-scenarier.

Antallet af biler på landevejene er i kraftig vækst, og med den tættere trafik vokser også risikoen for ulykker. Den udvikling imødegår tyske Bosch med stadig mere avancerede og automatiserede systemer.

Sikkerhedssystemer gør det sikrere, mindre stressende og mere miljøvenligt at køre bil. Bosch udvikler nye systemer, men forbinder også eksisterende funktioner og skaber derigennem nye muligheder for bl.a. intelligent kørsel, som gør det mindre anstrengende at køre bil. Der er desuden store perspektiver på området for kommunikation mellem flere køretøjer alt sammen skridt i retning af fuldautomatisk og ulykkesfri kørsel, forklarer Gerhard Steiger fra Bosch.

70 pct. færre ulykker med automatisk nødbremse
Analyser af trafikulykker viser, at automatiske nødbremsesystemer kan reducere antallet og omfanget af ulykker signifikant. En gennemgang af de tyske ulykkesstatistikker viser, at det nødbremsesystem, som blev lanceret i 2010, potentielt kan reducere antallet af kollisioner fra bagvedkørende biler med personskader til følge med op til 70 pct. Når radarsensoren suppleres af en videosensor, kan systemet ikke kun identificere vejafmærkninger og skilte, men også advare føreren, hvis bilen er på vej ud af sin vognbane, og bringe bilen tilbage i den rigtige position. Den gør endvidere bilen i stand til at registrere fodgængere og genkende deres bevægelsesretning.

Nemmere, mere sikkert og billigere
I udviklingen af nye sikkerhedssystemer søger Bosch både at give bilisterne mærkbare fordele og at gøre de eksisterende løsninger billigere. Bosch forventer eksempelvis snart at udvide sin radarsensor-portefølje med en mid-range-sensor, som er væsentligt billigere end de langtrækkende modeller. Sensoren giver mulighed for at aktivere cruise control ved hastigheder op til 150 kilometer i timen, og den overvåger blinde vinkler og advarer føreren, når bilens bagende nærmer sig et objekt eksempelvis når der bakkes på en parkeringsplads. Med det nye, fuldautomatiske sensorsystem kan man parkere bilen på selv ganske små områder uden at være nervøs for at skramme sin egen eller andre biler.

Nye sensorfunktioner på vej
I 2014 planlægger Bosch at lancere en ny stereo-video-sensor, som bl.a. kan gengive hurtige og nøjagtige 3D-optagelser. Det avancerede system kan også måle afstande til forankørende biler og advare føreren, når afstanden når under et sikkerhedsmæssigt forsvarligt minimum. Systemet vil samtidig forbedre sikkerheden for fodgængere og gøre det lettere at lave rettidige undvigelsesmanøvrer.

Fremtidens GPS øger sikkerhed
Forbedrede navigationsdata vil i fremtiden gøre det muligt at advare føreren om at sænke farten, inden der køres ind i en skarp kurve, og kan også hjælpe bilisten med at spare på brændstofforbruget. En GPS-funktion kan give oplysninger om den aktuelle trafiksituation og hastighedsbegrænsninger og vælge den mest hensigtsmæssige rute på baggrund af bilens egenskaber og vejens topologi og derved reducere både køretid og brændstofforbrug. Systemet er allerede i brug i erhvervskøretøjer under navnet Eco.Logic. Perspektiverne er enorme for fremtidens hjælpesystemer, som vil kunne analysere stadigt mere komplekse trafiksituationer og handle enten selvstændigt eller med støtte fra føreren af bilen fx ved at advare om tværgående trafik, give oplysninger om tåge eller is på kørebanen etc.

Få mere information, billeder og video ved at gå til nedenstående side:
http://www.bosch-presse.de/presseforum/details.htm locale=en&txtID=5954

Læs mere her

tags: 2010, bilen, selvstændig, trafikulykke, landevej, ulykker, stress, kommunikation, brændstof, miljøvenlig, Bosch, miljø, 2014, miljøvenligt,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar