torsdag den 17. september 2009

Ford overrasker på Frankfurt: Ny familiebil kører over 26 km/l & har en CO2 udledning kun 99 g/km

Ford udvider paletten af miljøvenlige biler og præsenterer ny Focus Econetic II samt Fords første eldrevne-familiebil

Over 26 kilometer på een liter brændstof. Eller 120 kilometers lydløs kørsel efter en tur i stikkontakten. Frankfurt Motorshow har afsløret Ford Focus i to helt nye forklædninger.

Den nye, opdaterede Ford Focus Econetic er et studie i miljørigtig teknologi. Med Fords nyudviklede Auto-Start-Stop-system, avanceret lade-teknologi, ny kørsels-guide-software og et tandrems-system med reduceret friktion, kan den nye Focus Econetic køre mere end 26 kilometer på een liter diesel ved blandet kørsel. Udledningen af CO2 er tilsvarende lav med beskedne 99 gram pr. kørt kilometer.

Dermed placerer den nye Ford Focus Econetic II sig som en af de mere miljjøvenlige og driftsøkonomiske biler i klassen af mindre familiebiler.

Det nye Auto-Start-Stop-system (ASS) bidrager med en brændstofbesparelse på op mod 10 procent under bykørsel. Ved stop, slukker motoren automatisk efter få sekunder, hvilket forhindrer unødig tomgangskørsel ved for eksemepl lyskryds. Så snart koblingen berøres springer motoren igang igen. Det sker på blot 0,3 sekunder og vil ikke opleves som en egentlig forsinkelse.

Den nye Ford Focus Econetic II fås også i en billigere udgave uden ASS-systemet, men præsterer alligevel 25 kilometer pr. liter brændstof ved blandet kørsel og blot 104 gram udledt CO2 pr. kørt kilometer.

De markante præstationer er dels opnået ved at trimme Fords kendte 1,6 liters TDCi Duratorq dieselmotor, men også ved en række designændringer og nyudviklinger. Det gælder for eksempel regenerativ ladning et system, som opsamler og omsætter energien der udvikles ved nedbremsning.
Den nye Ford Focus Econetic II forventes introduceret i Danmark i foråret 2010.

Ny Focus BEV
En anden Focus, som vi skal vente en anelse længere på, er Fords allerførste el-drevne familiebil, Focus BEV (Battery Electric Vehicle), som netop er blevet præsenteret for første gang på Frankfurt Motorshow. Bilen er udviklet som en prototype i 15 eksemplarer og skal i første omgang deltage i et stort anlagt forsøgsprojekt for ekstremt miljøvenlige biler i England til næste år.

Focus BEV har en aktionsradius på 120 kilometer på en enkelt batteri-opladning og en topfart på 136 km/t. Focus BEV er udviklet i samarbejde elmotor-producenten Magna og er tænkt som Fords første skridt i retning af at producere el-familiebiler i stor skala.

Foto i høj opløsning kan downloades på www.fordmedia.eu hvor også alle nyhederne om 'Ford på Frankfurt Motorshow' er tilgængelige.

Fords internationale pressesite www.media.ford.com giver dig yderligere mulighed for at søge fotos og information. Du skal blot oprette en profil for at få adgang.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar