Banedanmark har nu fastlagt planen for den fremtidige organisering af virksomhedens entreprenørafdeling Entreprise som en integreret del af Banedanmark.
Planen er en konsekvens af, at det i juni blev besluttet, at Entreprise alligevel ikke skal omdannes til et aktieselskab, da de sidste par års forhandlinger om privatisering blev overhalet af et betydeligt underskud i 2009, fordi virksomheden ikke havde vundet tilstrækkeligt mange sporfornyelsesopgaver.
Den endelige plan betyder, at Entreprise bliver en division i Banedanmark på linje med Banedanmarks øvrige afdelinger og skifter navn til Produktion pr. 1. januar 2010.
Fremover vil Produktion varetage vedligehold af jernbanen inden for spor, strøm, forst og sikring samt mindre fornyelsesopgaver inden for en ramme af højst 10 % af Banedanmarks årlige fornyelsesportefølje. Banedanmark vil som hidtil udbyde alle øvrige fornyelsesopgaver.
Fordelene ved den nye organisering er, at der kan opnås en mere langsigtet og sammenhængende planlægning af vedligeholdelsesopgaverne på jernbanen. Samtidig er der skabt basis for en sund og stabil virksomhed, hvor det er lykkedes at fastholde kernekompetencerne inden for jernbanen siger adm. direktør Jesper Hansen og fortsætter:
Planlægningen af vedligeholdelsesopgaverne vil ske med baggrund i erfaringerne i de gennemførte udbudsrunder, mens udbuddet af alle de store sporombygningsopgaver sikrer en fortsat konkurrence på markedet for entreprenørydelser på jernbanen.
Tilpasningen af organisationen betyder desværre, at det er nødvendigt at afskedige 138 medarbejdere.
Jeg beklager meget, at vi er kommet i en situation, hvor vi er nødt til at afskedige medarbejdere, som har ydet en stor indsats for Banedanmark. Det er desværre nødvendigt at tilpasse og reducere organisationen, og i den forbindelse har vi lagt stor vægt på at finde en fremtidig organisering, som sikrer en økonomisk bæredygtig virksomhed og dermed også arbejdspladserne for størstedelen af medarbejderne, siger Jesper Hansen.
De medarbejdere, der bliver afskediget, vil blive tilbudt hjælp og rådgivning i forbindelse med jobsøgning.
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar