Får man færre trafikpropper og bilkøer, hvis man kombinerer delebiler med kollektiv transport Dét vil Region Hovedstaden finde ud af i et nyt projekt. Langs buslinje 350S bliver der nu placeret delebiler, som passagererne kan booke og bruge med rabat Danske og udenlandske undersøgelser viser, at én delebil kan fjerne fem-seks privatbiler fra vejene, og at delebilister øger deres forbrug af busser, tog og cykler.
Derfor kombinerer Region Hovedstaden de to transportformer i indsatsen for at nedbringe trængslen på vejene. Det sker i et nyt projekt, der skal demonstrere, hvordan delebiler kombineret med kollektiv transport kan være et reelt alternativ til selv at eje en bil.
Et fleksibelt alternativ
- Projektet retter sig særligt mod de borgere, som i det daglige får dækket deres transportbehov med kollektiv transport eller cykel, men som ind i mellem kan have behov for en bil. Her vil vi gerne vise, at delebilen kan være et fleksibelt og billigt alternativ fx når sommerhuset skal besøges, når ungernes fodboldhold skal køres til kamp, når der skal handles stort ind eller i andre sammenhænge, hvor cykel, bus og tog ikke rækker, siger formand for Miljø- og trafikudvalget i Region Hovedstaden, Jens Mandrup (SF).
Nemt at komme til delebilerne
Konkret tager projektet udgangspunkt i busrute 350S, der kører fra Ballerup til Dragør. Her bliver der opstillet 11 delebiler langs ruten, og samtidig får alle passagerer med et rejsekort eller periodekort tilbudt et gratis medlemskab af delebilordningen LetsGo. Dermed kan de booke og bruge delebiler både langs busrute 350S og i resten af Storkøbenhavn, hvor det er nemmest for dem.
Alt i alt får passagererne flere end 100 delebiler til rådighed.
Oplagt at bruge positive erfaringer
Målet er at skabe en forretningsmodel for et videre samarbejde, der også indebærer muligheden for at bruge rejsekortet, når man booker LetsGo's biler.
- Trængslen i Hovedstadsområdet koster både tid og penge for borgere og virksomheder, og der findes ikke én løsning på udfordringerne. Vi skal have en lang række tiltag i spil, der hver især bidrager til at mindske trængslen. I den forbindelse er sammenkoblingen af bustrafik og delebilordningen et interessant projekt, hvor vi kan bygge videre på de positive erfaringer fra blandt andet Belgien og Schweiz, siger Thomas Gyldal Petersen, bestyrelsesformand for Movia og borgmester i Herlev.
Lancering den 10. juni
"Kollektiv transport og delebiler", som projektet hedder, bliver lanceret tirsdag den 10. juni. Her vil en bus fra Movia køre med en anhænger med en delebil på og stoppe i hver af de fem kommuner på busrute 350S. Alle steder vil kommunerne, Region Hovedstaden og de deltagende parter være repræsenteret.
Ruten ser således ud:
Kl. 9.30: Dragør / Kl. 10.30: Tårnby / Kl. 12.00: København / Kl. 13.30: Herlev / Kl. 14.30: Ballerup
Regionen står bag projektet sammen med Trafikstyrelsen, Movia, Delebilfonden LetsGo, Region Hovedstadens elbilsekretariat Copenhagen Electric og de fem kommuner, hvor bilerne sættes op: Dragør, Tårnby, København, Herlev og Ballerup.
- For Regionen er det et vigtigt projekt, som kan blive rollemodel for hvordan trængslen i hovedstadsregionen kan mindskes til gavn for borgerne, miljøet og erhvervslivet, siger Jens Mandrup.
Yderligere informationer
Formand for Miljø- og trafikudvalget i Region Hovedstaden, Jens Mandrup (SF), mobil 31 34 88 98
Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
Projektleder i Region Hovedstaden for "Kollektiv transport og delebiler", Christian Rohmann, mobil 28 35 65 77
Bestyrelsesformand i Movia, Thomas Gyldal Petersen via Herlev Kommunes direktionssekretariat, tlf. 44 52 70 04
Læs mere her
tags: København, elbil, bilen, borgmester, bestyrelsesformand, Belgien, fodbold, SF, Herlev, virksomhed, hovedstad, penge, erhvervslivet, Region Hovedstaden, Ballerup, Schweiz, miljø, rejsekort,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar