Høje gebyrer kan gøre finansieringen af den billige bil dyr, hvis man ikke ser sig for, viser nye beregninger fra FDM.
Det kan være dyrt at lade sig friste af et billån til lav rente, hvis man er på udkig efter en bil i 100.000 kroners-klassen. Ser man sig ikke for, kan finansieringen af den billige bil nemlig ende med at blive unødig dyr. Det skriver FDMs medlemsmagasin Motor, der har regnet på, hvor meget det koster at låne til en bil i danskernes foretrukne bilklasse.
Konkurrencen på de helt små biler til omkring 100.000 kroner har presset prisen i bund. Det er naturligvis godt for forbrugerne, men presser samtidig forhandlerne, hvis største fortjeneste ikke længere ligger på selve bilen, men alt det de kan sælge uden om som eksempelvis finansierings- og serviceaftaler. Her gælder det som forbruger om at være godt forberedt, ellers risikerer man at den billige bil bliver dyr, siger FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen.
Hvor FDMs tidligere analyse af bilfinansiering viste, at bilforhandlerne ofte har meget konkurrencedygtige lånetilbud i forhold til banker på de lidt dyrere biler, forholder det sig anderledes for biler til omkring 100.000 kroner. Her har de billigste banker ofte de bedste priser.
Ifølge Motor tjener forhandlerne i dag ofte mere på at formidle et billån end på at sælge de helt billige biler. Og som beregningerne viser, ligger forhandlernes lånegebyrer da også i den absolut høje ende i forhold til, hvad man kan låne til hos de billigste banker. Ifølge FDMs beregninger varierer gebyrerne for at låne fra 2.000 kroner i den billigste bank til 11.000 kroner for det dyreste bilforhandlerlån.
Er der to ting, danskerne lægger vægt på, når de køber bil, er det bilens pris og dens brændstoføkonomi. Det ved bilforhandlerne godt, og derfor lokker de ofte også med en lav rente på billån. Men det er ikke nok alene at kigge på bilens pris og lånets rente. Man er nødt til at se på, hvad de samlede årlige omkostninger for hele bilen inklusiv gebyrer er i procent, den såkaldte ÅOP, som altid skal fremgå af finansieringsaftalen. Før man kender den, ved man ikke, hvad det reelt koster at eje bilen, forklarer Allan Skytte Christensen.
Ifølge ham sikrer man sig bedst lave låneomkostninger ved at bede om samme lånetilbud fra flere steder og evt. egen bank, inden man står hos bilforhandleren.
Læs mere i Motors majnummer, som udkommer fredag den 27. april eller på www.FDM.dk/motor
Læs mere her
tags: bilen, økonomi, FDM, omkostninger, bilforhandler, Motor, brændstof, konkurrence,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar