Flere forsikringsselskaber lader deres egne håndværkstaksatorer byde på opgaver samtidig med, at de har kendskab til andre virksomheders tilbud. Dansk Byggeri kalder det unfair konkurrence og har bedt selskaberne om at ændre praksis.
Når en forsikringstager skal have udbedret en bygningsskade, for eksempel en vand- eller stormskade, beder selskaberne forsikringstageren om at indhente tilbud på udbedring af skaden hos en entreprenør- eller håndværksvirksomhed. Men flere af Dansk Byggeris medlemsvirksomheder oplever, at de bliver underbudt af forsikringsselskabets egen håndværkstaksator , der er en entreprenør- eller håndværksvirksomhed som er tilknyttet og aflønnet af forsikringsselskabet.
- Vi har intet imod, at forsikringsselskaberne vurderer tilbuddet, men det er urimeligt at overdrage tilbuddet til en anden entreprenør- eller håndværksvirksomhed, der med tilbuddet i hånden selv får mulighed for at byde på opgaven, siger direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri.
Han forklarer, at forsikringsselskabets taksator, som i princippet ikke selv har set opgaven, blot kan lukrere på det arbejde, andre virksomheder har haft med at udarbejde et tilbud med beskrivelse af opgaven, opmåling, tegninger med videre, og så sikre sig opgaven med et underbud. Og det har nu fået Dansk Byggeri til at henvende sig til en række forsikringsselskaber for at få dem til at ændre praksis ved indhentning af tilbud på forsikringsdækkede skader.
- Vi er forundrede over forsikringsselskabernes fremgangsmåde og vi forventer, at selskaberne nu ændrer praksis, så der fremover er fair konkurrence og ens vilkår, når forsikringsskader skal prissættes, siger Michael H. Nielsen.
Yderligere oplysninger, kontakt:
Michael H. Nielsen , direktør, Dansk Byggeri, mobil: 20 28 52 64
Henriette Døssing, pressekonsulent, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 84, mobil 21 46 62 16
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar