torsdag den 19. november 2015

Ringsteder bliver chef for 110 mand hos Applus Bilsyn


Toppost: Jannik Pedersen fra Ringsted bliver nu ny chef for Applus Bilsyns forretninger på Sjælland, Fyn og Bornholm."Jeg er spændt og glæder mig rigtig meget til at fortsætte udviklingen af synshallerne på Fyn, Sjælland og Bornholm. Det er en stærk virksomhed, hvor jeg bl.a. får til opgave at sikre, at vi hele tiden giver kunderne en endnu bedre service. Her bliver to af mine væsentligste opgaver at lede og motivere mine medarbejdere".

Sådan lyder ordene fra ny regionschef for Region Øst hos Applus Bilsyn, 43 årige Jannik Pedersen fra Ringsted, som nu indtræder i ledelsesteamet i bilsynsvirksomheden. Her får han ansvaret for 61 synshaller, 14 teamledere og i alt 110 medarbejdere, herunder udviklingen af den overordnede forretningsstrategi sammen med den øvrige ledelse.

I de kommende uger skal Jannik Pedersen ud og lære de enkelte medarbejdere at kende, senere skal han hjælpe med at implementere nye, lokale forretningstiltag i synshallerne. Mere kvalitet i kundeservicen, produktudvikling samt synergi og samspil mellem synshallerne bliver formentlig centrale i denne proces.

'Kan skabe retning og resultater'
Om baggrunden for valget af Jannik Pedersen forklarer adm. direktør hos Applus Bilsyn, Per V. Rasmussen:

"Jannik Pedersen kommer til os med nogle stærke ledelseskompetencer, der kan samle og målrette medarbejderne og på den måde skabe retning og resultater på Sjælland, Fyn og Bornholm. Dem glæder vi os til at få sat i spil. Samtidig har han et stærkt kendskab til autobranchen i området fra sine mere end 20 år i branchen. Det er også en kvalitet, som vi tror kan åbne op for nye idéer og salgsmuligheder," siger Per V. Rasmussen.

Autohuset i Ringsted
Jannik Pedersen kommer fra en stilling i Autohuset i Ringsted og forinden da Olsen Biler, hvor han var ansvarlig for al drift og ledelse af personalet. Her var han desuden en fast del ledergruppen og bestyrelsen.

Fra 2009 til 2012 var han leder hos SMC-Biler Køge og Amager Eftermarked, hvor han sad i begge firmaers ledergruppe. Ved siden af dette stod han i spidsen for sin egen ledergruppe i hvert firma og havde samlet set ledelsesansvaret for 150 ansatte.

Jannik Pedersen begyndte i autobranchen i 1989 og er oprindeligt uddannet mekaniker. I dag bor han i på Nørreskovvej i Ringsted med sin kone Monika og deres to børn på 10 og 15 år. I sin fritid løber og cykler han i Ringsted og omegn.


Læs mere her

tags: 2009, direktør, Sjælland, Køge, Amager, Bornholm, 2012, virksomhed, Ringsted, strategi,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar