tirsdag den 2. juni 2015
Danske bilejere vil ikke betale for afgiftsfrie elbiler
Et stort flertal blandt de danske bilejere afviser at betale for en ny afgiftsfritagelse af elbiler, viser en ny undersøgelse.Mens regeringen arbejder på at forlænge den eksisterende afgiftsfritagelse af elbiler, der udløber ved årsskiftet, afviser et stort flertal blandt de danske bilejere i en ny undersøgelse, at regningen endnu en gang skal ende hos dem.
I en ny undersøgelse FDM har foretaget blandt bilejerne, svarer 60 procent således, at det vil være enten meget urimeligt eller urimeligt, hvis benzin- og dieselbiler gøres dyrere for at afgiftsfritage elbiler. Til sammenligning mener kun 16 procent, at det vil være meget rimeligt eller rimeligt.
"Det er en dårlig vane at sende regningen videre til bilejerne, hver gang man skal finde penge til at afgiftsfritage elbiler, som først og fremmest købes af kommuner og større flådejere. At bilejerne, som det fremgår af vores undersøgelse, nu siger fra, er helt forståeligt, og vi kan kun opfordre til, at man finder finansiering til elbilerne andre steder end hos almindelige bilejere," siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.
Forlænges afgiftsfritagelsen af elbiler, som regeringen har annonceret, vil det være 11. gang siden 1988. Senest det skete, var i 2012, hvor pengene til at afgiftsfritage elbilerne blev fundet ved bl.a. at hæve den såkaldte udligningsafgift for dieselbiler med hele 52 procent.
"Hvis man som foreslåede fra politisk hånd gør nye almindelige biler dyrere ved at sænke brændstoffradraget for at afgiftsfritage elbiler, vil det få negative konsekvenser for både klimaet og trafiksikkerheden. I så fald vil det gøre ældre biler økonomisk mere attraktive, selv om de generelt er mindre brændstofeffektive og meget mindre sikre end nyere bilmodeller. En mindre sikker og forurenende bilpark: Er det virkelig dét, som politikerne ønsker ," udtaler Thomas Møller Thomsen og tilføjer:
"Når det er sagt, ser FDM dog gerne, at elbiler og andre miljøvenlige biler også fremadrettet er afgiftsmæssigt attraktive, men det bør ske i en generel afgiftsomlægning."
Undersøgelsen er foretaget af Voxmeter for FDM blandt 1.011 danske bilejere.
Læs mere her
tags: elbil, direktør, politi, økonomi, 1988, elbiler, regeringen, 2012, benzin, FDM, penge, regering, brændstof, miljøvenlig, miljø,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar