Glatte veje er ikke kun et vinterfænomen. Efterårets løvfald giver nemlig fedtede vejbaner i områder med mange træer.
Et lunt efterår giver en længere løvfaldsperiode, og selvom vi kun er halvanden måned inde i efteråret, har det indtil videre været med temperaturer en smule over normalen. Det betyder, at vi kan se frem til en længere periode med blade på vejbanen.
Allerede nu kan træernes blade skabe farlige situationer. De visne blade bliver nemlig som brun sæbe, når de ligger på vejene, og kan visse steder gøre vejen glat som en skøjtebane. Specielt våde og rådnende blade er synderen.
Friktionen mellem dæk og vejbane nedsættes væsentligt, hvis der er blade eller rester af blade på vejen dermed øges bremselængden. Det er derfor en rigtig god ide, at nedsætte hastigheden fra f.eks. 80 til 70 km/t når man kører på landevejen , siger bilinspektør hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, Erling Vestergaard Jensen.
Vitalt med ordentlig mønsterdybde
Er man først havnet på en bladdækket vej, og bilen begynder at skride, er det vigtigt, at man agerer som på isglatte veje. Det vil sige, at styre igennem det glatte føre frem for at panikbremse. For at undgå at havne i farlige situationer, er det vitalt med ordentlig mønsterdybde på dækkene, men også med præcise bremser der ikke blokerer.
Mange bilister tror, at de først har brug for ordentlige dæk og velfungerende bremser, når der ligger sne eller is på vejene. Det er dog vigtigt året rundt, og allerede i efteråret starter bilisternes udfordringer med glatte kørebaner, når vinden begynder at flå bladene af træerne. Vi kan derfor kun opfordre til, at man allerede nu får kigget sine dæk og bremser efter i sømmene , siger adm. direktør og partner hos værkstedsportalen autobutler.dk, Christian Legêne.
Foruden lavere hastigheder, ordentlige dæk og bremser kan generel agtpågivenhed medvirke til at undgå mange farlige situationer, når vejene bliver glatte.
Læs mere her
tags: direktør, bilen, politi, portal, landevej, bremser,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar