mandag den 22. marts 2010

MekoPartner runder værksted nummer 75 i Danmark

Mekonomens nye værkstedskæde MekoPartner har fortsat stor succes med at tiltrække værksteder. Allerede i oktober måned har kæden rundet værksted nummer 75. Og det må siges at være en stor succes i forhold til målsætningen for 2008, der lød på 75 værksteder tilknyttet kæden i Danmark.

Mekonomen mærker en overvældende interesse fra mange frie værksteder, der ønsker at blive en del af MekoPartner. "Det beviser, at vi har ramt helt rigtigt i vores betragtninger angående behovet for en ekstra kæde i Mekonomen regi", siger kædeansvarlig Søren V. Olesen. Han tilføjer, at det stigende antal værksteder i kæden naturligvis stiller store krav til Mekonomen. Krav om hurtigt at udvikle og tilføre konceptet nye tiltag, der skaber mærkbar værdi for værkstederne.

Fokus på nye tiltag
Og Mekonomen har i efteråret haft stort fokus på nye tiltag. Flere af disse er netop blevet præsenteret på tre regionsmøder, der er afholdt over hele landet. På møderne introducerede Mekonomen blandt andet et nyt betalings–/kreditkort MekoCard som værkstederne i MekoPartner kan tilbyde deres kunder. Udover at være et betalingskort, vil kortet indeholde fordele og tilbud til kortindehaveren.
Stor opbakning fra værkstedene

Der har været en stor opbakning fra værkstederne på de afholdte regionsmøder. "Vi mærker en tydelig tendens til, at værkstederne er meget åbne og imødekommende over for tiltag, der kan forbedre deres forretningsudvikling, kundetilstrømning og naturligvis indtjening" afslutter Søren V. Olesen, der glæder sig til et godt samarbejde med de mange MekoPartner værksteder.

Værkstedet der tegnede kontrakt som nr. 75 er Fritz’s Auto i Ortved. Værkstedet ejes og drives til dagligt af Fritz Gerster.
På værkstedet foretages alle former for reparationer samt bilsalg, naturligvis af alle bilmærker. Dog banker Fritz’s hjerte lidt ekstra for Opel, idet han er udlært hos Opel forhandler Geertsen A/S i Ringsted, hvor han tillige har været værkfører i perioden 1986–1996. Fritz Gerster overtog i 1996 det daværende Ortved Auto. På værkstedet er der udover Fritz beskæftiget en lærling.
 

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar