Trafikken fortsætter med at stige på Storebælt og medvirker til, at Sund & Bælt kommer ud af årets tredje kvartal med et overskud på 2.035 mio. kr. som resultat af den primære drift. Det er en forbedring på 107 mio. kr. i forhold til samme kvartal sidste år. Sund & Bælt fastholder derfor forventningerne om et overskud før dagsværdireguleringer og skat på ca. 2 mia. kr. til årets resultat. I løbet af årets første ni måneder steg indtægter fra vejtrafikken på Storebælt med 118 mio. kr. i forhold til samme periode i 2013 og var på 2.116 mio. kr.
I løbet af årets første tre kvartaler steg den samlede vejtrafik med 4,3 pct. Mens personbiltrafikken steg med 3.9 pct., voksede lastbiltrafikken med 8,5 pct., og i gennemsnit tog knap 31.500 køretøjer dagligt turen over forbindelsen.
- Udviklingen i trafikken har hele året ligget over vores forventninger, og vi skal helt tilbage til 2007 for at finde højere væksttal for trafikken. Kigger vi på oktober, tyder det på, at udviklingen vil fortsætte året ud, men det ved vi naturligvis først til den tid. Udviklingen i tredje kvartal betyder, at vi fastholder vores forventninger til årets resultat, siger Sund & Bælts adm. direktør Leo Larsen.
Den primære drift for de første ni måneder af 2014 blev et overskud på 2.035 mio. kr., hvilket er 107 mio. kr. højere end i samme periode i 2013.
Sund & Bælts samlede renteomkostninger faldt med 203 mio. kr. i årets første ni måneder. Det gradvise gennemslag af lavere markedsrenter har påvirket omkostningerne positivt.
Koncernens resultat før dagsværdiregulering og skat blev et overskud på 1.738 mio. kr., en forbedring på 380 mio. kr. i forhold til samme periode i 2013.
Forventninger til året er fortsat et overskud på 1.950 mio. kr. før finansielle værdireguleringer og skat pga. den fortsatte positive trafikudvikling og det lave renteniveau.
Som en del af regeringens Vækstpakke fra foråret 2014 reduceres betaling til A/S Storebælt for drift af jernbanestrækningen mellem Nyborg og Korsør Station med 200 mio. kr. om året fra 2015. Det betyder, at tilbagebetalingstiden alt andet lige forlænges med godt 1 år og nu udgør 32 år, hvormed gælden forventes at være tilbagebetalt i 2030.
Læs mere her
tags: direktør, lastbil, 2013, renten, Nyborg, regeringen, trafikken, Storebælt, 2007, omkostninger, regering, 2014, Korsør,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar