Et hold danske ingeniørstuderende giver den gas i Finland på torsdag og fredag, hvor de endnu engang dyster i deres hjemmebyggede racerbil. De internationale konkurrencer er blevet en fast sommerbegivenhed for de studerende på Aalborg Universitet.
De seneste år har det for en gruppe ingeniørstuderende været et fast programpunkt i sommerferieplanen, at de er draget til udlandet for at deltage i konkurrencer med deres hjemmebyggede racerbil. Som det første universitet i Danmark deltager Aalborg Universitet nemlig i de internationale studenterkonkurrencer for små racerbiler, og om få dage går det atter løs.
Efter at have været i blandt andet Australien, England, Holland og Tyskland går turen nu til Finland, hvor holdet Unicorn Race Engineering fra AAU skal deltage i Baltic Open 2009. Den seneste tid er derfor gået med forberedelser og test, så både bilen og kørerne kan være klar til konkurrencen
- Vi har testet bilen gennem længere tid, så nogle af delene er blevet slidt ned og udskiftet, for det er nødvendigt at sætte komponenterne på en ekstra hård test forud for en konkurrence. Derudover har vi fået flere nye kørere med på holdet, og forberedelserne har også været en anledning til at give dem erfaring på banen, fortæller Steffen Bach Laustsen, der selv studerer Design af Mekaniske Systemer på AAU.
Unicorn Race Engineering består udelukkende af studerende, hvilket helt naturligt giver en løbende udskiftning på holdet. I fællesskab sørger de for udvikling, design, test, kørsel og organisering af de mange ting, der skal være klar forud for de internationale løb. Holdet plejer at deltage i Formula SAE-konkurrencerne, hvor der også er bedømmelse af konstruktioner, forretningsplaner og lignende, mens Baltic Open 2009 i højere grad er et decideret racerløb med fart og banekørsel som det afgørende.
- Normalt klarer vi os rigtigt flot i ingeniørdisciplinerne, og konkurrencen i Finland er derfor lidt noget andet. Før vi ved, hvad de andre hold stiller med af kørere, er det svært at vurdere, hvordan vores chancer er i sådan et løb, men sidste år blev vi nr. 6 ud af 20 i en tilsvarende konkurrence i Holland. Vi har tidligere fået undervisning af en gammel Formel-kører, og hans grundregler og tips bliver nu givet videre til vores nye kørere, som får brug for dem i Baltic Open, forklarer Steffen Bach Laustsen, som er en af de seks studerende, der rejser til Finland.
Sideløbende med forberedelserne til racerløbet på Malmi Karting Track i Helsinki den 20.-21. august er de studerende også i færd med at udvikle en ny bil til brug i næste års konkurrencer. Unicorn G4 bliver den fjerde bil i rækken fra holdet på Aalborg Universitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar