tirsdag den 23. august 2016

Hjerterummet skal en tur til Mexico

Børne– og Familiecenteret Hjerterummet blev de heldige vindere i dette års udgave af Dansk Firmaidrætsforbunds kampagne "Arbejdspladsen motionerer 30 minutter om dagen".

– Er det rigtigt Nej, sig det lige igen – de andre tror ikke på mig. Har vi virkelig vundet
Cirka sådan lød ordene, da "Arbejdspladsen motionerer 30 minutter om dagen" ringede op til holdkaptajn Annelise Nowak fra Korsør Kommunes Børne– og Familiecenter Hjerterummet. Først efter et par minutter gik det op for hele holdet, at der ikke var tale om en joke, men at de rent faktisk havde vundet en tur for hele holdet til Mexico, som førstepræmien i Dansk Firmaidrætsforbunds landsdækkende motionskampagne.

I uge 38, 39 og 40 har holdet fra Hjerterummet motioneret minimum 30 minutter dagligt, som deltagere i Dansk Firmaidrætsforbunds kampagne "Arbejdspladsen motionerer 30 minutter om dagen". Det er fjerde år i træk, kampagnen har kørt, og ca. 18.000 har deltaget i dette års udgave af den landsdækkende motionskampagne. Med kampagnen opfordrer Dansk Firmaidrætsforbund de ansatte på danske arbejdspladser til at røre sig minimum 30 minutter om dagen, i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Den opfordring har deltagerne på holdet fra Hjerterummet taget imod.

Hjerterummet er et Børne– og Familiecenter i Korsør kommune, som hjælper og rådgiver børn og børnefamilier i en lang række situationer. Centeret har base i et boligområde i Korsør for at være tæt på sine brugere. Det betyder, at en del af arbejdet foregår på cykel frem og tilbage mellem hjemmebesøg og samtaler på centeret. Derfor er det også mest hverdagsmotionen, som holdet har fyldt deres motionskalender med.

– Vi har mest motioneret hver for sig. Selv om vi et par gange i løbet af kampagnen har forsøgt os med motionscenteret, som ligger nede i den anden ende af byen, så er det dog mest cykelturene, trapperne og motionen i fritiden, der har udgjort den største del, lyder det fra holdkaptajn Annelise Nowak, på spørgsmålet om hvilken motion de har lavet.

– Nu bliver vi jo så nødt til at fortsætte, hvis vi skal kunne passe bikinien, når vi skal på stranden i Mexico, følger det hurtigt og muntert fra nogle af de glade kolleger, som stadig har lidt svært ved at forstå, at de har vundet.

Holdet har deltaget i Dansk Firmaidrætsforbunds motionskampagne de sidste 3 år, fordi de syntes, det var en god anledning til at få sat fokus på motionen. At det så blev deres tur til at vinde i år, er noget, der lige skal vendes et par gange i hovedet. Holdet rejser til Mexico i starten af næste år når det meste af Danmark formodentligt er dækket af sne og slud. Dansk Firmaidrætsforbund ønsker tillykke med præmien!

Billedtekst:
Holdet fra Hjerterummet skal en tur til Mexico, som vindere i dette års udgave af Dansk Firmaidrætsforbunds kampagne "Arbejdspladsen motionerer – 30 minutter om dagen".
 

Læs mere her

tags: Danmark, Mexico, Sundhedsstyrelsen, Firmaidrætsforbund, Firmaidræt, Korsør,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar